Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

100.000 kroner til FIRST LEGO League

09-11-2017 kl. 11:11
Mere end 400 skoleelever i alderen 10-16 år deltager lørdag 11. november i den store robot- og innovationskonkurrence, FIRST LEGO League 2017, der er støttet med 100.000 kroner fra Spar Nord Fonden.

 

Johnny Hefty er klar til at sikre både deltagere og publikum en stemning i særklasse, når han leder de mange nysgerrige og kreative deltagere fra forskellige skoler i Aalborg Kommune gennem arrangementet i Nørresundby Idrætscenter.

37 tilmeldte hold af unge med nyskabelsestrang udfordres i år på at undersøge elementet vand – under temaet ”Hydro Dynamics”. Holdene skal finde på kreative og innovative metoder til at forbedre måderne, hvorpå vi mennesker finder, transporterer, bruger, omgås og skaffer os af med vand. Det handler om ”det menneskelige vandkredsløb”. Holdene præsenterer og markedsfører deres ”opfindelser” for et dommerpanel, hvorefter der kåres en vinder på scenen.

Sideløbende med innovationskonkurrencen kæmper holdene også i robotkørsel, som kan følges både ved bordene og på storskærm i Nørresundby Idrætscenter. Vinderholdet fra Aalborg Kommunes konkurrence kvalificerer sig til at deltage i den skandinaviske finale. Vinderen herfra går videre til verdensmesterskaberne.

FIRST LEGO League er blevet en stor succes verden over, og 80 forskellige lande deltager i 2017 med op mod 300.000 elever.

FIRST LEGO League skal vække unges interesse for teknologi og naturvidenskab. Derfor har UngAalborg/ Aalborg Kommune valgt at satse ambitiøst på FIRST LEGO League, der sætter fokus på innovation, programmering og markedsføring.

”De unge bliver konfronteret med reelle problemstillinger og med en arbejdsform, som man benytter i virksomhederne,” siger Rune Træholt, der er UngAalborgs/ Aalborg Kommunes projektleder på FIRST LEGO League.

Bag konkurrencen står Skoleforvaltningen med UngAalborg som facilitator. Konkurrencedagen skydes i gang kl. 09.00-16.30 i Nørresundby Idrætscenter, og er gratis for publikum.

 

Information

Projekttitel: FIRST LEGO League

Projektejer: Aalborg Kommune, Skoleforvaltningen

Støttet med: 100.000  kroner

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 96 34 43 72 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens vision er at være katalysator for menneskelig udvikling og være den økonomiske medspiller, når ildsjæles initiativer og aktiviteter skal blive til virkelighed. Hvert år donerer Spar Nord Fonden mere end 40 millioner kroner til kultur, idræt, forskning og velgørende formål – både lokalt og nationalt.

 

 
 
 
 
Del siden