Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

Stor donation fra Spar Nord Fonden sikrer populært kunstværk til Randers Kunstmuseum

06-11-2017 kl. 12:11
Når gæsterne lige nu træder ind på Randers Kunstmuseum bliver de mødt af en farvestrålende sanselig installation af kunstneren Ruth Campau. Installationen Boogie Woogie Palace dækker hele gulvet i museets forhal og er med sine 105 m2 museets fysisk største kunstværk til dato.

 

Ruth Campaus stedsspecifikke installation blev skabt som en del af udstillingen IDEALER – Konkret kunst dengang og nu, der over sommeren blev vist på Randers Kunstmuseum. Normalt får udstillinger af denne karakter et efterliv i form af en publikation. Det fik denne også med en antologi med en række fagfællebedømte artikler. Men samtidig opstod drømmen om at give udstillingen en helt anden form for sanseligt efterliv, nemlig et stedsspecifikt værk til forhallen. Helt i den konkrete kunsts ånd interagerer kunsten her med et socialt og funktionelt rum og skaber en ny ramme for publikums møde med museet.

Adgangen til kunstmuseet på anden sal i Kulturhuset sker gennem en mørk og lavloftet trappeopgang, og det har i årevis været en udfordring for museet at åbne sig mod publikum og synliggøre, at man på anden sal træder ind i et af landets ældste kunstmuseer med en meget fin og omfattende samling af dansk kunst fra 1800 til i dag. Det er i høj grad lykkedes med Ruth Campaus installation i foyeren. Det spraglede gulv inviterer publikum til bogstaveligt talt at træde ind i kunsten og reaktionerne fra museets gæster har været overvældende positive.

Det er derfor en stor glæde at Spar Nord Fonden, der også støttede udstillingen, generøst har valgt at donere 400.000 kr. og dermed muliggøre at Boogie Woogie Palace også fremover kan opleves på Randers Kunstmuseum. Statens Kunstfond har støttet erhvervelsen med 75.000 kr.

Spar Nord Fonden udtaler: ” Det er helt specielt, det her, filosoferer Torben Larsen, der er direktør i Spar Nord Randers – og den glade budbringer da Randers Kunstmuseum fik nyheden om donationen på de 400.000 kroner til værket ”Boogie Woogie Palace”. Som lokal forretningsmand, borger, familiefar og kunstinteresseret er jeg stolt og glad for, at værket får lov til at blive på Randers Kunstmuseum. Fantastisk at foyeren på Kunstmuseet er et kunstværk, som med sine 105 m2 farverige plader virkelig løfter humøret – og tænk, nu kan vi nyde den så tit, vi har lyst”.

Om installationen
Installationen Boogie Woogie Palace er bygget op over bemalede akrylplader (30 x 100 cm) i en bred vifte af farver. Hver plade er helt unik. Ruth Campau har tidligere arbejdet med en meget mindre udgave af installationen, men har til udstillingen i Randers skabt over 200 nye plader. Det er kunstnerens intention at skabe et bord/siddeskulptur til rummet også, så det fremtræder som en totalinstallation samtidig med, at rummet kan bevare sin funktion som reception og foyer.

Ruth Campau er født i 1955. Hun har længe eksperimenteret med maleri i et udvidet felt, og skabt værker, der betoner samspillet med de arkitektoniske omgivelser. Hun regnes som en af de absolut førende på sit felt. Blandt hendes udsmykninger kan fremdrages Nordlyset på Amerika Plads i Københavns Havn. Bygningen er tegnet af Arkitektfirmaet C.F. Møller. Den modtog Københavns Kommunes Arkitekturpris og blev nomineret til Mies van der Rohe-prisen i 2007. Aktuelt arbejder hun med en omfattende udsmykning af Hvidovre Hospital.

  • Boogie Woogie Palace RK
  • Boogie Woogie Palace foyer
 
 

Information

Projekttitel: Permanent kunstinstallation i Randers Kunstmuseums foyer

Projektejer: Randers Kunstmuseum

Støttet med: 400.000 kroner

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 96 34 43 72 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Museumsdirektør hos Randers Kunstmuseum, Lise Jeppesen, 86 42 29 22 / lj@randerskunstmuseum.dk

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens vision er at være katalysator for menneskelig udvikling og være den økonomiske medspiller, når ildsjæles initiativer og aktiviteter skal blive til virkelighed. Hvert år donerer Spar Nord Fonden mere end 40 millioner kroner til kultur, idræt, forskning og velgørende formål – både lokalt og nationalt.

 

 
 
 
 
Del siden