Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

Teaterfestival med fokus på børn og unge

12-09-2017 kl. 12:09
Når Horsens Teaterfestival 15.-17. september omdanner byen til levende teater, sættes der særligt fokus på børn og unge, når scenekunsten foldes ud.

 

Horsens Teaterfestival består af stærke samlinger af teaterforestillinger fra ind- og udland for børn og unge, der ikke kun indbyder til visuelle oplevelser, men også er af stor involverende karakter. Og festivalens mange facetter vil ikke gå ubemærket hen. Udover at være den største kuraterede teaterfestival for børn og unge er festivalen også mødested for branchen og udstillingsvindue for teatre, der producerer professionel scenekunst for netop denne målgruppe. 36 danske teatre gæster byen med 33 spændende forestillinger, og festivalen vil i dagene byde på mere end 100 forestillinger.

Horsens Ny Teater er omdrejningspunkt for festivalen, og de øvrige spillesteder vil være i gåafstand fra teateret. Festivalen vil blandt andet byde på Teater Nordkrafts ”Ordet på bordet”, Teater Blinks ”REGN”, Teatergrads ”Verdens Historier”, WunderVerks ”Udsigter fra min bedstemors køkken” og Levende Fortællingers ”Bjørnekongen”.

Udover de mange teaterforestillinger som byen vil være midtpunkt for under festivalen, byder programmet også på et livligt byrum med festivalstemning, spændende aktiviteter og Fagligt Forum. Her vil også byrumsinstallationen, HESTEN, være at finde, som skal give indblik i hestens anatomi gennem nytænkende og kunstneriske udfoldelser.

Mere bag kulissen
Selvom Horsens Teaterfestival særligt er målrettet børn og unge, er der alligevel lagt op til dialog mellem ung og gammel gennem forskellige forestillinger med aktuelle emner. I samarbejde med Velfærd og Sundhed inviterer Horsens Teaterfestival forestillingen CTRL+ALT+DEMENS til at spille under festivalen, som et led i italesættelsen af sygdommen, og hvordan man lever med den.

Byen åbner op
Som noget nyt og helt særligt for dette års Horsens Teaterfestival har et internationalt samarbejde skabt grobund for åbningsshowet, BEVÆGELSE, der, udover to belgiske koreografer og instruktører og tre professionelle dansere, hovedsageligt er bestående af byens borgere i alderen 10-64 år.

Som Horsens Teaterfestival selv beskriver det, er BEVÆGELSE en forestilling om det sprog, vi taler uden at bruge ord. En forestilling der handler om de udtryk, vi skaber med bevægelser og hvilke følelser og tanker, de bringer med sig. Tanken er, at BEVÆGELSE vil fortælle lige så mange historier, som der er mennesker, der oplever forestillingen.

Spar Nord Fonden støtter Horsens Teaterfestival med 50.000 kroner, som er med til at muliggøre forestillingen BEVÆGELSE som en del af åbningsshowet på Rådhustorvet samt opførelsen af byrumsinstallationen, HESTEN, ved det gamle Rådhus.

 

Information

Projekttitel: Publikum i Professionel Scenekunstproduktion

Projektejer: Horsens Teaterfestival - scenekunst for børn og unge

Støttet med: 50.000 kroner

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 96 34 43 72 / elisabeth@sparnordfonden.dk

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens vision er at være katalysator for menneskelig udvikling og være den økonomiske medspiller, når ildsjæles initiativer og aktiviteter skal blive til virkelighed. Hvert år donerer Spar Nord Fonden mere end 40 millioner kroner til kultur, idræt, forskning og velgørende formål – både lokalt og nationalt.

 

 
 
 
 
Del siden