Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

Børn og unges drømme vises i stort lysshow på Aalborghus Slot

16-11-2018 kl. 12:11
Den 20. november 2018 deler tusindvis af børn og unge fra hele landet deres drømme for at fejre FN Børnekonventionens fødselsdag. Kulturminister Mette Bock holder fødselsdagstale inden den britiske verdenskunstner Ross Ashton projicerer børnenes drømmeværker op på Aalborghus Slot.

600 børn og unge i Aalborg Kommune er først inviteret til to magiske ”Drømme-koncerter” i Musikkens Hus, når organisationen Barndrømmen markerer den nationale kulturindsats Go Creative med et stort offentligt arrangement på FN Børnekonventionens fødselsdag den 20. november. 

Senere på dagen, når mørket er ved at falde på, er sangerinden Julie Berthelsen konferencier ved et udendørs arrangement med både fødselsdagstale ved kulturministeren og et storslået lysshow på Aalborghus Slot. Her vil den britiske verdenskunstner Ross Ashton projicere tusindvis af kreative drømmeværker fra børn og unge fra hele landet op på slottets facade. Ross Ashton har lavet store kunstprojekter på alt fra Buckingham Palace til store katedraler over hele verden - nu er det Aalborgs tur til at opleve det fantastiske lysshow.

Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen og kulturrådmand Mads Duedahl deltager også på dagen, og alle deltagere og gæster på dagen bliver trakteret på gratis drømmekage fra Aalborgs fine konditorhus Penny Lane Café.

I det hele taget er støtten til Go Creative og arrangementet 20. november enorm. Mange virksomheder og personer er med til at gøre dagen til noget helt særligt – og økonomisk støtte gør det hele muligt. Spar Nord Fonden bidrager til Go Creative i fire år – første gang i år – og med i alt knap 2 millioner kroner. 

Pressen er hjertelig velkommen ved begge arrangementer 20. november, hvor programmet er følgende:

09.00
Første "Drømme-koncert" starter i Musikkens Hus for 300 børn fra Aalborg Kommune. Musikere og kunstnere er: Koncertmester Johannes Søe Hansen, DR Symfoniorkestret, Rikke Sandberg, pianist, Henrik Brendstrup, cello og Flemming Bang, skuespiller. Borgmester Thomas Kastrup-Larsen deltager ved første koncert og byder alle børn velkommen.

10.30 
Anden "Drømme-koncert" starter i Musikkens Hus for 300 børn fra Aalborg Kommune med samme hold af musikere og kunstnere.

Alle børn bliver trakteret på drømmekage og kakao efter koncerterne. Sidste koncert slutter kl. 11.20.

15.45
Fejring af FN Børnekonventionens Dag og Barndrømmens nationale kulturindsats Go Creative starter ved Aalborghus Slot. 

Dygtige unge musikere fra kulturskolen i Aalborg spiller op til festlighederne og underholder fra udendørs scene. 

Julie Berthelsen er konferencier på dagen, og vil på scenen og inden lysshowet starter interviewe flere personer om deres drømme - herunder blandt andet kulturminister Mette Bock, borgmester Thomas Kastrup-Larsen, kulturrådmand Mads Duedahl samt en række kendte aalborgensiske personligheder.

Herefter starter det store lysshow på Aalborghus Slots facade, skabt af den britiske verdenskunstner Ross Ashton.

Go Creative, der blev lanceret i 2016, har i år over 37.000 deltagende børn og unge med fra hele landet, og indsatsen fortsætter fremadrettet så børn og unge - uanset social eller geografisk baggrund - kan få adgang til kulturaktiviteter og oplevelser i hverdagen. Læs mere om Go Creative her.

 

Information

Projekttitel: Go Creative

Projektejer: Barndrømmen

Støttet med: 1.978.403 kroner

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 25 27 04 38 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens vision er at være katalysator for menneskelig udvikling og være den økonomiske medspiller, når ildsjæles initiativer og aktiviteter skal blive til virkelighed. I 2017 donerede Spar Nord Fonden mere end 50 millioner kroner til kultur, idræt, forskning og velgørende formål – både lokalt og nationalt. Fondens ambition er at holde samme niveau i 2018.

 
 
 
 
Del siden