Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

For mig er det eneste, som er smukt, friheden

26-11-2018 kl. 08:11
er en af Agnes Henningsens – for datiden (1868 - 1962) – bemærkelsesværdige udtalelser. Kvinden og forfatteren bag var imidlertid – ud over at være mor til PH (Poul Henningsen) – en meget bemærkelsesværdig kvinde. Gennem sit lange liv gik hun – både personligt og litterært helt egne veje.

Agnes Henningsen kunne være fyldt 150 år i november 2018 – og Spar Nord Fonden støttede fejringen, som skete ved afholdelse af ”Agnes Henningsen Festival på Lundsgaard Gods ved Kerteminde. Godset hvor forvalterboligen var Agnes Henningsens barndomshjem.

Agnes Henningsen Festivalen har til formål at præsentere, formidle og diskutere forfatteren Agnes Henningsens (relativt underkendte) forfatterskab og normbrydende livsførelse – gennem en række kulturelle tilbud – som ud over bekendtskabet med en særdeles markant kvinde – betød deltagelse i debatter, foredrag, oplæsning, musikalske indslag og sågar en Agnes Henningsen pris.

I dagene 16. – 18. november 2018 mødtes et hav af forfattere, forskere, kulturpersonligheder – og massevis af gæster fra nær og fjern.

Ved åbningen af Festivalen talte direktør for KVINFO, Henriette Laursen – og rapperen Nikoline fik overrakt Agnes Henningsen Prisen. Netop fordi Nikoline på sin helt egen og fornemste vis fører Agnes Henningsens kamp videre – kampen for frihed og frisind. 

Lidt om Agnes – frisindet, forførende, forkæmper
Agnes Henningsens liv og forfatterskab var tæt forbundet. I både forfatterskabet og livsførelsen var hun forkæmper for den personlige frigørelse – både i relation til erotik og moral. Agnes havde især et skarpt øje til konventionens og det borgerlige hykleris omkostninger.

”Skulle jeg foragte nogen, blev det mennesker, der lever efter en moral andre har lavet”, skrev og udtalte hun i 1905. 

Som kvinderettighedsforkæmper var Agnes Henningsen interessant, idet hun stod uden for den etablerede kvindebevægelse, men til gengæld levede som en fri – og med hendes egne ord ’letsindig’ kvinde. Og ikke kun ord – det kom i høj grad også til udtryk i hendes erotiske praksis og moralske normer. 

Valget om at gå mod strømmen for at tage retten til sig eget liv, var rammen om Agnes Henningsens forfatterskab og liv. 

 

Information

Projekttitel: Agnes Henningsen Festival 

Projektejer: Kulturforeningen for Anexet v. Lundsgaard Gods

Støttet med: 75.000 kroner

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 25 27 04 38 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens vision er at være katalysator for menneskelig udvikling og være den økonomiske medspiller, når ildsjæles initiativer og aktiviteter skal blive til virkelighed. I 2017 donerede Spar Nord Fonden mere end 50 millioner kroner til kultur, idræt, forskning og velgørende formål – både lokalt og nationalt. Fondens ambition er at holde samme niveau i 2018.

 
 
 
 
Del siden