Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

Livet med hiv - lige så skønt som dit

14-12-2018 kl. 11:12
Med støtte fra Spar Nord Fonden er en ny indsats fra Aids-Fondet netop igangsat med fokus på at bryde tabuet og fordommene om hiv ved at oplyse om sygdommen, som mange frygter – helt ubegrundet.

Den røde sløjfe markerede lørdag 1. december den internationale aids-dag som også blev startskuddet for indsatsen: Livet med hiv – lige så skønt som dit. Andreas Gylling Æbelø, der er direktør for Aids-Fondet mener, at tabuerne skal brydes, før vi helt kan undgå nye tilfælde af hiv-smittede i Danmark.

-I mange år var sygdommen en dødsdom, og det skød en social kile gennem befolkningen. Den følelse sidder stadig i mange danskere, og de har derfor en ubegrundet frygt for, hvordan hiv smitter, og det resulterer i afstand og fordomme, siger han.

Aids-Fondet igangsætter hvert år en indsats, der skal være med til at nedbryde fordomme om hiv og hiv-smittede. Budskabet skal gentages mange gange: hiv smitter ikke ved social kontakt, og du kan ikke blive smittet ved at have en kollega, der er hiv-smittet eller have sex med en hiv-smittet person, der dagligt tager medicin.

Tør ikke testes 
Der blev ifølge Aids-Fondet diagnosticeret 182 personer med hiv-virus i 2017. Man mener, at der i skrivende stund er 6.500 mennesker i Danmark, der lever med hiv. Af dem er der ca. 600 personer, der ikke ved, at de har hiv, og som Aids-Fondet beskriver som ”mørketallet”. Det er netop denne gruppe af smittede, som Andreas Gylling Æbelø vil hjælpe. 

-I min optik burde Danmark være det første land uden nye tilfælde af hiv. Derfor skal vi have fat i den gruppe, der ikke tør blive testet, og derfor går rundt med sygdommen og kan smitte andre. Tabuet omkring sygdommen er stadig grunden til, at folk bliver smittet. De er bange for resultatet og tør derfor ikke blive testet, fortæller han.

Velbehandlet hiv smitter ikke det mindste
Der er sket utrolig meget siden 80’erne og de tidlige 90’ere. Dengang var en hiv-diagnose reelt en dødsdom. I dag kan man leve et fuldstændig almindeligt liv med hiv. Den medicinske behandling er nemlig så effektiv, at velbehandlede mennesker med hiv lever lige så længe og har et lige så godt fysisk helbred som alle andre. Og sidst, men bestemt ikke mindst, så kan de ikke smitte andre.

Alligevel er alt for mange mennesker bange for folk med hiv. En undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for AIDS-Fondet i november 2018 viser, at flere end otte ud af ti danskere ville frygte tidlig død og fysisk svækkelse, hvis de fik hiv. Og kun én ud af tre angiver, at mennesker, der har hiv og er i behandling, ikke kan smitte. For mange er stadig for bange for at komme tæt på folk med hiv. En frygt, der er helt ubegrundet.  

Danskernes forestilling om livet med hiv er med andre ord låst fast i billederne fra 1980’ernes og 1990’ernes skræmmekampagner. Og det er et problem. For de utidssvarende forestillinger har negative konsekvenser for mennesker, der lever med hiv. Det betyder nemlig, at danskerne reagerer med overdreven frygt, når de møder et menneske med hiv.

Danskere med hiv tør ikke stå frem
Netop frygten for omverdens reaktioner gør, at mange med hiv stadig har svært ved at være åbne om sygdommen. Alt for mange oplever stadig, at venner, familie og omverden tager afstand fra dem og undgår dem, hvis de er åbne om deres hiv-status.

Det vil Aids-Fondet ændre – og indsatsen er et skridt på vejen mod et nyt, tidssvarende billede, der skal fortrænge danskernes forestillinger om livet med hiv.

Bliv klogere på hiv og test dine fordomme her.

 

Information

Projekttitel: Livet med hiv - lige så skønt som dit

Projektejer: Aids-Fondet

Støttet med: 113.500 kroner

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 25 27 04 38 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens vision er at være katalysator for menneskelig udvikling og være den økonomiske medspiller, når ildsjæles initiativer og aktiviteter skal blive til virkelighed. I 2017 donerede Spar Nord Fonden knap 60 millioner kroner til kultur, idræt, forskning og velgørende formål – både lokalt og nationalt. Fondens ambition er at holde samme niveau i 2018.

 
 
 
 
Del siden