Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

Spar Nord Fonden sikrer etablering af spændende kornhave til Kornets Hus

09-11-2018 kl. 12:11
Med 1,3 mio. kroner til ”Kornets Have” med bl.a. bagehytter, oplevelsessti og udsigtstårn er bidragene til det nye nationale videns- og inspirationscenter ved Hjørring nået op over 27,5 mio. kr. Fonden ser et stort regionalt og nationalt perspektiv i Kornets Hus som arbejdende madkulturværksted.

Kornets Hus, det kommende nationale videns- og inspirationscenter for korn, der er under etablering syd for Hjørring, har nu også fået sikkerhed for finansieringen af næste naturlige etape: Kornets Have. Det er Spar Nord Fonden, der har besluttet at sikre etableringen af et lærings- og aktivitetsbaseret haveanlæg for både store og små madkulturinteresserede gennem en donation på 1,3 mio. kroner. Etableringen af Kornets Have sættes snarest i gang og ventes færdig i foråret 2020.

-Vi ser stor regional og national relevans i hele visionen for Kornets Hus-projektet og har konstateret, hvor seriøse folkene bagved er. Beskrivelsen og visualiseringen af Kornets Have og sammenhængen med Kornets Hus fremstår både spændende, logisk og ambitiøs. Vi er derfor meget glade for, at kunne give tilsagn om at støtte dette vigtige arbejdende madkultur-initiativ, siger direktør Steffen Nørgaard fra Spar Nord Fonden.

Unikt oplevelsesfyrtårn
Kornets Have er en grundsten i visionen for Kornets Hus, der bliver et unikt oplevelsesfyrtårn med en stærk national opbakning og et internationalt potentiale. Kornets Hus sætter fokus på korn som råvare i sund ernæring og fortæller samtidig om kornets historiske, samfundsmæssige og kulturelle betydning.

Første spadestik til Kornets Hus, tegnet af den norske stjernearkitekt Reiulf Ramstad, blev taget i sommer. Det arkitektonisk markante byggeri, der skal indeholde madværksted, udstilling, café og butik er altså nu godt på vej op af mulden ved Guldager, syd for Hjørring. Hos fonden bag Kornets Hus, der har arbejdet i mange år med projektet, er glæden over, at Kornets Have-projektet bliver til virkelighed naturligvis stor.

-Det er i den grad glædeligt, at Spar Nord Fonden har besluttet at bidrage med at virkeliggøre dette afgørende element i det samlede projekt med denne betydningsfulde donation, og dermed stiller sig op i rækken af kulturunderstøttende kræfter, der økonomisk gør det muligt at virkeliggøre projektets vision, siger næstformand Karl Henrik Laursen om donationen.

Hermed er bidragene til det samlede Kornets Hus efterhånden nået op over 27,5 mio. kroner.

Bagehytter, oplevelsessti og historiske kornsorter
Kornets Have er tegnet af arkitekt MAA Tinna Engqvist og bliver bygget op om et arkitektonisk spændende stiforløb, som leder de besøgende rundt til bl.a. parceller tilsået med historiske kornsorter suppleret med aktivitetsområder med bl.a. bagehytter, hvor gæsterne selv kan bage og smage - samt, udsigtstårn, bålpladser og et område med halmballer, som børnene kan boltre sig i.

Haven bliver opbygget med udgangspunkt i to enkle virkemidler: Kornet og stierne. Tilsammen vil de skabe en helhed, og haven vil i sit udtryk variere efter sæson og typer af korn, sædskifte m.v. På nogle årstider vil haven stå helt tæt, og på andre tidspunkter vil den være mere åben og stringent, skriver Tinna Engqvist i sit projektforslag.

-Kornets Have spreder sig over et område på næsten 10.000 kvadratmeter, så det er rigeligt med plads til, at vi kan udvide med endnu flere relevante aktiviteter og oplevelser, når økonomien ellers tillader det, siger Karl Henrik Laursen.

Yderligere information:
Kornets Hus er en almennyttig fond. Ejerskabet fordeler sig mellem to fonde – en ejendomsfond og en driftsfond. Idéen til Kornets Hus er skabt af Jørn Ussing Larsen, medstifter af det økologiske bageri og mølleri Aurion A/S, og er gennem de senere år blevet udviklet af lokale ildsjæle i Foreningen Kornets Hus. Projektet realiseres takket være en stærk opbakning fra en række bidragsydere, herunder Realdania, Nordea-fonden, Hjørring Kommune, ENV-fonden, Spar Nord Fonden, Holkegaard Fonden og LAG Nord.

Danmarks nye center for viden og inspiration om korn, ernæring og madkultur spirer lige nu op af jorden syd for Hjørring, og forventes at være moden til at byde gæster velkommen fra årsskiftet 2019/20. Kornets Have forventes at åbne foråret 2020.

 

Information

Projekttitel: Kornets Have

Projektejer: Kornets Hus

Støttet med: 1.300.000 kroner

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 25 27 04 38 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens vision er at være katalysator for menneskelig udvikling og være den økonomiske medspiller, når ildsjæles initiativer og aktiviteter skal blive til virkelighed. I 2017 donerede Spar Nord Fonden mere end 50 millioner kroner til kultur, idræt, forskning og velgørende formål – både lokalt og nationalt. Fondens ambition er at holde samme niveau i 2018.

 
 
 
 
Del siden