Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

2,5 tons Berlinmur kommer til fem danske byer med støtte fra Spar Nord Fonden

09-09-2019 kl. 14:09

Foto: Malthe Ivarsson

Hvad sker der, når en 3,6 meter høj mur splitter et byrum i to? Dét får fem danske byer at se, når Golden Days i 2019 sender en 2,5 tons tung sektion af Berlinmuren på turné rundt i landet.

Fra Festivalens start den 6. september og indtil 30-årsdagen for Murens fald, den 9. november 2019, er udstillingen ’Berlinmuren Kommer’ en unik mulighed for at se et stykke af den originale betonmur, der i næsten 30 år delte Berlin i et Øst og et Vest. Med sin højde på 3,6 meter og vægt på 2,5 tons, vil Berlinmuren bringe historien helt tæt på publikum og starte samtaler om mure, grænser og barrierers beskaffenhed i København, Odense, Aarhus, Aalborg og Langelandsfortet i Bagenkop. 

Oplev Berlinmuren her
7. sep. – 22. sep.: Ved BLOX, København
23. sep. – 6. okt.: Brandts Torv, Odense
7. okt. – 20. okt.: Bispetorvet, Aarhus
21. okt. – 3. nov.:  Gammeltorv, Aalborg
4. nov. – 7. nov.: Café Europa, København
8. nov. – 1. mar.: Nationalmuseet, København
Og 1. april 2020 på Langelandsfort, Bagenkop

Berlinmuren sender Golden Days ud over Sjællands grænser
Med ’Berlinmuren Kommer’ rækker Golden Days for første gang ud over Sjællands grænser. Udstillingen bliver til i samarbejde med Koldkrigsmuseum Langelandsfort og en række lokale aktører. Udstillingen er også støttet af Spar Nord Fonden, Dreyers Fond, Royal, Københavns Kommune, Odense Kommune, Aalborg Kommune og Aarhus Kommune.

Spar Nord Fonden støtter ”Berlinmuren Kommer” og Golden Days’ markering af 30-året for Murens fald med 330.000 kroner. Fondsdirektør Steffen Nørgaard fortæller, at netop den aften i ’89 står så tydeligt i erindringen og det samme gør tesen om at ”fejltagelse er succes, hvis vi lærer fra den”. Derfor er det rigtigt set, hvor vigtigt det er at markere at øst, vest, familie, venner og kærester fik hinanden tilbage i 1989 – og forhåbentlig aldrig mere skal sætte livet på spil for at mødes.

Golden Days Festival 2019
I anledning af 30-året for Berlinmurens fald og Europas genforening zoomer den kulturhistoriske festival Golden Days ind på 1989 som epokegørende brydningstid – både historisk, politisk og kulturelt. Gennem over 150 arrangementer i samarbejde med mere end 100 partnere ser Festivalen 30 år tilbage og spørger, hvad vi i dag kan lære af tidens kontraster, drømme og mod til at handle. 

Læs mere om de over 150 arrangementer her.

 

Information

Projekttitel: Berlinmuren Kommer - Golden Days Festival 2019: 1989

Projektejer: Golden Days Sekretariat

Støttet med: 330.000 kroner

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 25 27 04 38 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens vision er at være katalysator for menneskelig udvikling og være den økonomiske medspiller, når ildsjæles initiativer og aktiviteter skal blive til virkelighed. I 2017 donerede Spar Nord Fonden mere end 50 millioner kroner til kultur, idræt, forskning og velgørende formål – både lokalt og nationalt. Fondens ambition er at holde samme niveau i 2018.

 
 
 
 
Del siden