Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

Donation fra Spar Nord Fonden er med til at anerkende unge filmtalenter ved Filmkraft Kortfilmfestival

06-06-2019 kl. 09:06
Filmkraft Kortfilmfestival har siden 2011 været en fast tilbagevendende kultur- og talentbegivenhed i det nordjyske – med kortfilm produceret af talenter fra hele landet. Filmkraft er Nordjyllands store kortfilmfestival og er den eneste af sin slags, der hylder både talentmassen og de helt spæde skolefilm.

-Donationen fra Spar Nord Fonden medvirker til, at det er muligt for os at hylde de unge talenter i dansk kortfilm gennem Filmkraft og give dem et skulderklap til at arbejde videre med at lave film, siger festivalleder Naja Ravn-Jensen, der har stået i spidsen for Filmkraft siden 2015.

I år byder kortfilmfestivalen på 18 nominerede kortfilm fra hele landet i kategorier som ”Bedste Kortfilm” og ”Bedste Skuespil”. Bedste Kortfilm modtager hovedpræmien, der er produktionshjælp til en ny film i regi af Aarhus Filmværksted, og som har en værdi af 250.000 kroner.

-Det er godt, at vi kan anerkende talenterne for deres indsats og hylde dem ved et arrangement som Filmkraft. Og samtidig er jeg meget glad for, at vi også kan invitere publikum ind for at se de mange kreative og tankevækkende film, siger Naja Ravn-Jensen.

Filmoplevelser i særklasse og fri entré
Filmkraft foregår i Biffen i Nordkraft 8. juni, hvor interesserede har mulighed for, helt gratis, at komme ind og se filmene og opleve stemningen med rød løber, fagjury og de spændte unge filmskabere.

I år består juryen af Sidsel Østergaard, projektkoordinator ved Gellerup Filmværksted, Christian Monggaard, der er filmskribent og anmelder ved Dagbladet Information samt Kristian Jørgensen, formand for Filmkraft og direktør ved Mayday Film.

De 18 film, der dyster om priserne og æren i år, er udvalgt blandt i alt 49 indsendte film af en præ-jury.

Filmene er nomineret i de syv kategorier ”Bedste Kortfilm”, ”Bedste Instruktør”, ”Bedste Manuskript”, ”Bedste Fotograf”, ”Bedste Skuespil”, ”Bedste Klipning” og ”Bedste Lyd”. Derudover uddeles ”Publikumsprisen” og ”Mayday Film Talentpris”.

Også film af nordjyske skoleelever
Ud over hovedkategoriens film vises der også skolefilm - kortfilm produceret af unge, nordjyske filmskabere i alderen 17-21 år. I år deltager 10 film i skole-kategorien. De udvalgte film er lavet af elever fra Aalborg Tekniske Gymnasium, Mariager Efterskole, Vesthimmerlands Gymnasium og HF, Jammerbugt Ungdomsskole og Østhimmerlands Ungdomsskole.

Vinternyhed med musik i
Når Filmkraft Kortfilmfestival har vist film og uddelt priser til de glade vindere den 8. juni, kan man se frem til en nyhed, med musik i. Det er Musikvideofestivalen Z. I løbet af efteråret kan der sendes musikvideoer ind med original musik. Vindervideoerne dukker op i januar 2020 til Ungdomsringens Musikfestival og til Northern Winter Beat i Aalborg.

Læs mere om Filmkraft her.

 

Information

Projekttitel: Filmkraft Kortfilmfestival 2019

Projektejer: Filmkraft

Støttet med: 50.000 kroner

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 25 27 04 38 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens vision er at være katalysator for menneskelig udvikling og være den økonomiske medspiller, når ildsjæles initiativer og aktiviteter skal blive til virkelighed. I 2018 donerede Spar Nord Fonden mere end 62 millioner kroner til kultur, idræt, forskning og velgørende formål – både lokalt og nationalt. Fondens ambition er at holde samme niveau i 2019.

 
 
 
 
Del siden