Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

Gestus Nord modtager stor donation fra Spar Nord Fonden til ny legeplads

14-06-2019 kl. 09:06

Foto: modelfoto

Det bragte stor glæde og åbnede nye muligheder for udvidelsen af aktiviteter i Camp Gestus, da Gestus Nord fik den glædelige nyhed om donationen fra Spar Nord Fonden. Donationen betyder, at Gestus Nord i løbet af 2019 kan anlægge en tarzanbane i Camp Gestus til glæde for udsatte børn og deres familier.

Gestus Nord er en organisation, som yder hjælp til udsatte børn og børnefamilier i Nordjylland. Et af de indsatsområder, der er stort fokus på i øjeblikket, er Gestus Camps. 

I 2017 købte Gestus Nord den tidligere koloni tilhørende Frelsens Hær. Lejren har fået navnet Camp Gestus og er tænkt som en oase for børn og familier, som kommer i Gestus Nord. Der er utallige muligheder for gode og sunde aktiviteter i den dejlige Camp beliggende på Oldenborrevej i Nørholm.  

Det første Gestus Nord har investeret i er en stor bålhytte. Desuden er sovehytterne under udskiftning med økonomisk støtte fra private. Og med donationen fra Spar Nord Fonden er det nu også muligt at tilbyde børnene en tarzanbane, som skal udfordre personer i alle aldre både sanseligt og motorisk. 

Karen Marie Hovmøller, formand i Gestus Nord, glæder sig over at kunne tilbyde børnene og deres familier en ny og spændende aktivitet, når de i fremtiden besøger Camp Gestus:

-Det så stort, at Spar Nord Fonden ser potentialet i Gestus Nord og vælger at støtte vores Camp. Det betyder jo, at vi nu kan gå i gang med at anlægge en tarzanbane, som har været på ønskesedlen længe og som vi ved, at børnene vil være helt vilde med. Banen kommer til at indeholde 13 stationer med forskellige redskaber, som er udført af naturlige og langtidsholdbare materialer – og det er klart, at alle stationer skal overholde alle sikkerhedsforskrifter for legepladser blandt andet i form af stødabsorberende sand under høje forhindringer. Det er derfor en stor investering at købe og anlægge en tarzanbane, fortæller Karen Marie Hovmøller. 

De nye forhold i Campen gør det muligt at afholde nogle spændende og sjove sommerlejre og weekendture i Camp Gestus for de børn og børnefamilier, som har mindst og mangler mest. 

Gestus Sommercamps er allerede velkørende og med tiden, har Gestus Nord også intentioner om at afholde flere weekendcamps fordelt på foråret og efteråret. Et yderligere tiltag, som er i støbeskeen, er Gestus Fødselsdag, hvor de børn, som ikke har mulighed for at holde børnefødselsdag hjemme, kan blive fejret med deres kammerater i Camp Gestus, hvor et hold af frivillige vil bage boller, lave kakao og holde fødselsdag på sædvanlig maner.  

Læs mere om Gestus Nord og Camp Gestus her.

 

Information

Projekttitel: Tarzanbane

Projektejer: Gestus Nord

Støttet med: 342.000 kroner

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 25 27 04 38 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens vision er at være katalysator for menneskelig udvikling og være den økonomiske medspiller, når ildsjæles initiativer og aktiviteter skal blive til virkelighed. I 2018 donerede Spar Nord Fonden mere end 62 millioner kroner til kultur, idræt, forskning og velgørende formål – både lokalt og nationalt. Fondens ambition er at holde samme niveau i 2019.

 
 
 
 
Del siden