Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

KLANG Festival fejrer 10 år med samtidsmusik og støttes af Spar Nord Fonden

14-05-2019 kl. 13:05

Foto: Alexander Banck-Petersen

I år fejrer KLANG - Copenhagen Avantgarde Music Festival 10-års jubilæum på behørig vis med kompromisløs kammermusik i verdensklasse, absurd opera og late night kuriosa, musik for børn og unge og meget mere.

KLANG er Danmarks største internationale festival for samtidsmusik og støttes af Spar Nord Fonden. Festivalen foregår i dagene 30. maj til 10. juni. 

-KLANG har nu i ti år arbejdet målrettet for samtidsmusikken. De mange års engagement med både den danske og internationale scene har givet os mulighed for at samle en masse erfaringer. Vi har nu en forståelse for miljøet som kommer den danske musik til gavn og er med til at brande København som samtidsmusikkens hovedstad, fortæller Christian Winther Christensen, KLANGs kunstneriske leder.

Årets jubilæumsfestival præsenterer blandt andet urpremiere på Jexper Holmens opera De mørkeblå lillakvinder i villakvarterene, børne- og familiefestivalen KLANG i KU.BE, Ensemble Mosaik, comeback-premiere på Kaj Aunes A lecture on supersonic hyperstring theory, KLANG i ALICE med samtidsmusik og inspirationer fra Mellemøsten og meget andet.

Dette års KLANG Festival byder på noget helt særligt, da der 4. juni fejres 10-års jubilæum med gratis oplevelser på pladsen ved Den Sorte Diamant:

Livgarden opfører nyskrevet marchmusik, og komponist James Black – vinder af sidste års Pelle-pris – lægger til med et sejlskib fuld af eksperimental- og performancekunst. Indenfor i Diamaten slår Athelas Sinfonietta og Esbjerg Ensemble sig helt ekstraordinært sammen til ét stort jubilæumsorkester. Denne store besætning giver ensemblerne mulighed for at opføre moderne mesterværker som sjældent er mulige at opføre i Danmark.

Årets festival ser også tilbage til KLANGs rødder, blandt andet med en portrætkoncert af en af Danmarks største nulevende komponister Poul Ruders. Denne koncert finder sted 9. juni i Koncertkirken.

Kammermusik i verdensklasse
Den eksperimenterende kammermusik har altid udgjort rygraden i KLANGs program. Det er her du kan opleve den allernyeste og mest kompromisløse samtidsmusik fra Danmark og resten af verden.

I 2019 gæster over 30 danske og internationale ensembler og solister KLANG festivalen. På programmet er navne som Mosaik Ensemble (D), Aksiom (NO), Rolf Hind (GB), Scenatet (DK) og mange flere. Kammermusik i verdensklasse finder sted i Koncertkirken på Nørrebro.

Gratis oplevelser til særlige lejligheder
4. juni fejrer vi 10-års jubilæum, bl.a. vil Den Kongelige Livgardes Musikkorps spille ny marchmusik på Søren Kierkegaards Plads. 

5. juni byder Åben KLANG på små koncerter i Frederiksberg Kirke og Sognehus. – Samtidsmusikken er gratis, men der skal betales for whiskyen!

8. juni indtager KLANG spillestedet Alice og Union. Kulturer mødes i hyggelige omgivelser. Spis med når KLANG og Send Flere Krydderier inviterer til fællesspisning.

Opera og late-night-kuriosa
Utryghed, mystik, hverdagskedsomhed, vold, barnegråd og sex spiller alt sammen en rolle i Jexper Holmen absurde opera. De mørkeblå lillakvinder i villakvartererne har urpremiere på KLANG 30. maj og spiller i alt fire forestillinger i KoncertKirken.

Det intime spillested Literaturhaus lægger rammerne om en række senaftenskoncerter: små koncerter der på forskellig vis filosoferer over fremtiden!

Musik for børn og unge
Alle har ret til store musikoplevelser! Med dette i baghovedet er minifestivalen KLANG i KU.BE, der finder sted i KU.BE på Frederiksberg, blevet skabt. Oplev blandt andet musikteaterforestillingen Sommervækster for 6-10-årige mens du sender lillesøster til premiere på Figura Ensemblets nye børneforestilling Puslerier for 2-4-årige. Du kan også opleve en lang række musikskolelever og andre unge prøve kræfter med samtidens musik – som udøvere, komponister og instrumentbyggere!

Spillesteder 30. maj – 10. juni 2019
KoncertKirken, Den Sorte Diamant, Søren Kierkegaards Plads, Literaturhaus, Alice og Union, Cinemateket, Frederiksberg Kirke og Menighedshus og KU.BE – Frederiksbergs kultur- og bevægelseshus.

Se hele programmet her.

  • KLANG 5
  • KLANG 1
  • KLANG 3
  • KLANG 2
  • KLANG 4
 
 

Information

Projekttitel: KLANG Festival 2019

Projektejer: KLANG - Copenhagen Avantgarde Music Festival

Støttet med: 50.000 kroner

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 25 27 04 38 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens vision er at være katalysator for menneskelig udvikling og være den økonomiske medspiller, når ildsjæles initiativer og aktiviteter skal blive til virkelighed. I 2018 donerede Spar Nord Fonden mere end 62 millioner kroner til kultur, idræt, forskning og velgørende formål – både lokalt og nationalt. Fondens ambition er at holde samme niveau i 2019.

 
 
 
 
Del siden