Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

Med støtte fra Spar Nord Fonden udstilles Krøyers største mesterværker for første gang sammen

19-07-2019 kl. 10:07
Det er en særudstilling med helt usædvanlige dimensioner, der nu er aktuel på Skagens Museum. Udstillingen med titlen MESTERVÆRKER – Krøyer på bestilling er støttet med 250.000 kroner fra Spar Nord Fonden og er bygget op omkring fem store gruppeportrætter, der aldrig før har været udstillet sammen. Flere af værkerne er normalt ikke tilgængelige for offentligheden.

Værkerne blev i sin tid lavet på bestilling af store erhvervsmænd som brygmester Carl Jacobsen og videnskabsmanden G.A. Hagemann. De viser en side af Krøyers livsværk, som er noget anderledes end de værker han skabte, når han om sommeren opholdt sig i Skagen.
 
De fem store lærreder fylder hver især mellem 2 ½ og 14 kvadratmeter, og de har siden deres tilblivelse for mere end 100 år siden hængt forskellige steder i hovedstadsområdet. Når de nu vises sammen, får gæsterne på Skagens Museum en helt ekstraordinær mulighed for at se Krøyers beundringsværdige evner til at komponere gruppeportrætter på de store lærreder.

- Vi har fået en enestående chance for at vise, hvorfor Krøyer blev anset for at være en af sin tids bedste portrætmalere. Selv på så store lærreder lykkedes det ham at få en stærk skildring frem i hver enkelt af de ikke mindre end 194 forskellige portrætterede personligheder, siger direktør Lisette Vind Ebbesen, Skagens Kunstmuseer.  

- Vi skylder en stor tak til de institutioner, der har givet os lov til at låne værkerne, og som sammen med os har løst den enorme logistiske opgave, det er at transportere så store malerier fra deres faste arkitektoniske rammer i København til Skagen, fortsætter hun.  

De fem hovedværker og deres ejere er:

  • Et møde i Videnskabernes Selskab, 1897. 267 x 519 cm. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.
  • Industriens Mænd, 1903-04. 115 x 185 cm. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.
  • Selskab i Glyptotheket på Ny Carlsberg, 1888. 144 x 172 cm. Ny Carlsberg Glyptotek.
  • Komiteen for den franske Kunstudstilling i København 1888, 1889. 144 x 221 cm. Ny Carlsberg Glyptotek, København.
  • Fra Københavns Børs, 1895. 259 x 414 cm. Dansk Erhverv.

Da idéen til udstillingen opstod, var det ikke givet, at det kunne lykkes at overbevise ejerne om, at de skulle udlåne deres kostbare værker, som i nogle tilfælde nærmest er groet sammen med de bygninger, hvori de befinder sig. Med ejernes velvilje kan gæsterne på Skagens Museum i de kommende måneder få et enestående indblik i datidens elite inden for erhverv, industri, videnskab og kultur omkring år 1900.
 
Præsidenten for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, Mogens Høeg Jensen, siger om udlån af værket ”Et møde i Videnskabernes Selskab”:

- Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab vil naturligvis gerne medvirke til at Skagens Museum kan realisere idéen om at vise Krøyers bestillingsværker samlet, på linje med at andre betydningsfulde samfundsinstitutioner inden for industri, handel og kultur også har indvilget i at udlåne deres bestillingsværker. Det har været afgørende for Videnskabernes Selskab, at vi på den måde kan bringe kendskabet til Selskabet ud til en bredere offentlighed og vise en ”portrættering” af videnskabens mænd som en del af historien i Danmark. Samtidig glæder det os, at det enestående maleri på den måde kan sætte Krøyer på danmarkskortet som en af sin tids vigtigste kunstnere.  

Udstillingen vises i Skagens Museums Skifersal indtil 8. september, sideløbende med den permanente udstilling af skagensmalernes værker. I forbindelse med særudstillingen udgiver Skagens Kunstmuseer en bog, der i tekst og billeder fortæller om værkernes tilblivelse og om P.S. Krøyers forhold til sine opdragsgivere og til de portrætterede personer.

 

Information

Projekttitel: MESTERVÆRKER - Krøyer på bestilling

Projektejer: Skagens Kunstmuseum

Støttet med: 250.000 kroner

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 25 27 04 38 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens vision er at være katalysator for menneskelig udvikling og være den økonomiske medspiller, når ildsjæles initiativer og aktiviteter skal blive til virkelighed. I 2018 donerede Spar Nord Fonden mere end 62 millioner kroner til kultur, idræt, forskning og velgørende formål – både lokalt og nationalt. Fondens ambition er at holde samme niveau i 2019.

 
 
 
 
Del siden