Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

Spar Nord Fonden støtter DYNAMO Circus Festival

29-07-2019 kl. 14:07
Nycirkusfestivalen DYNAMO Circus Festival har tre års jubilæum i år og er vokset stødt siden den første gang stiftede bekendtskab med sit publikum i 2017. Festivalen tiltrækker i dag professionelle såvel som alment interesserede fra ind- og udland både på scenen, men også til publikumsrækkerne.

Festivalen, der i år strækker sig over to dage med en professionel branchedag forinden, er udgjort af syv forestillinger fra ind- og udland, cirkus workshops for artister og nybegyndere, musik og et omsluttende cirkus-univers, der er med til at rammesætte Festivalen som en helstøbt cirkusoplevelse. 

Den offentlige del af Festivalen løber fra 9.-10. august og slutter af med en site specific-produktion af det internationalt anerkendte cirkuskompagni Svalbard Company. Men allerede inden den officielle åbning af Festivalen kan DYNAMO Circus Festival præsentere den prisvindende instruktør og artist Olle Strandberg med hans performance-foredrag om, hvordan han overkom en livsændrende begivenhed tilbage i 2005. Foredraget er endnu et blik ind bag kulissen og er desuden åbent for alle med billet til DYNAMO Circus Festival 2019. 

DYNAMO Workspace
DYNAMO Workspace har eksisteret siden 2017, og er et produktionshus for nycirkus og grænsesøgende fysisk scenekunst med en ambition om at blive nationalt centrum for nycirkus i Danmark. På DYNAMO arbejdes der hver dag på at forbedre vilkårene for soloartister, udøvende kompagnier og genrens etablering på de danske teaterscener ved at samskabe og præsentere forestillinger af høj kunstnerisk værdi. Forestillinger der kan vise vej for flere kommende artister og som kan vise den uprætentiøse side af en scenekunstgenre, der spiller på flere tangenter for at kommunikere med sit publikum. 

DYNAMOs aktiviteter er motiveret af ønsket om at ville ændre verden lidt; hæve barren for den kunstneriske kvalitet, og inspirere andre til at gøre det samme. Det vil DYNAMO Workspace gøre med nycirkus, der netop er iscenesættelsen af det ekstraordinære. Det modige, det mystiske, det uforståelige og det sårbare. 

Nye tiltag
Når DYNAMO Circus Festival i år har udvidet programmet med et selvstændigt film-program præsenteret i et intimt biograf-setup, er det med ønsket om at delagtiggøre publikum i alt det, der ligger bag ved cirkusverdenens underfundige kuriositeter, glamour og glimmer. Det er publikums udvikling og ikke mindst publikumsopdragelse. 

DYNAMO Circus Festival udvider i år programmet med en branchedag for aktører på den danske og nordiske nycirkus-scene. Det gør de, for at samle artister, bookere, producenter og andre interesserede om sagens kerne og om husets funktion. 

Den kunstneriske vision
DYNAMO Circus Festival er en kompromisløs festival med en ambition om at slå benene væk under sit publikum ved hjælp af scenekunst i verdensklasse lige midt i Danmark. Ud over at tilbyde publikum grænsesøgende ”in your face”-nycirkusforestillinger, der udfordrer og inspirerer, er festival-formatet en unik mulighed for at vise et utrænet publikum, at en genre som nycirkus netop er en bred vifte af udtryk frem for en stram form. 

Festivalen er, lige som DYNAMO Workspace, skabt i kærlighed til cirkusgenren, der qua sin fortid altid vil være lidt på kanten, aldrig helt passe ind og på vej et nyt sted hen. 

Se programmet her

 

Information

Projekttitel: DYNAMO Circus Festival

Projektejer: DYNAMO Workspace

Støttet med: 100.000 kroner

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 25 27 04 38 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens vision er at være katalysator for menneskelig udvikling og være den økonomiske medspiller, når ildsjæles initiativer og aktiviteter skal blive til virkelighed. I 2018 donerede Spar Nord Fonden mere end 62 millioner kroner til kultur, idræt, forskning og velgørende formål – både lokalt og nationalt. Fondens ambition er at holde samme niveau i 2019.

 
 
 
 
Del siden