Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

Spar Nord Fonden støtter TEATER UbeStemt og forestillingen "DU ER DEN"

24-04-2019 kl. 13:04
Med knytnæven i vejret råber teaterforestillingen "DU ER DEN": “NOK ER NOK!” Det nye ungdomsoprør skydes i gang, og det kommer til at gøre ondt. TEATER UbeStemt, som er højaktuelle med teaterforestillingen "DU ER DEN" inviterer dig med til oprøret! Det starter nu!

Forestillingen har været et år undervejs, og behandler vor tids store kriser. Spar Nord Fonden viser med sin støtte både opbakning og tro på de tre kvinders frygtløse og markante scenekunstneriske projekt. TEATER UbeStemt består af Mille Lindberg Hansen, Josefine Edstrand og Line Fisker Nielsen. Her ses en usædvanlig stærk gruppe, som sætter sig høje kompromisløse mål. 

Med et æstetisk opbygget univers bestående af holografisk plastmateriale, viser scenekunstnerne os, de begrænsninger vores samfund byder os. Har vi selv iført os vores glansbillede-dragter, eller har nogen placeret os i dem fra barnsben? Kan vi overhovedet gøre oprør, som de privilegerede mennesker vi er? "DU ER DEN" viser overgangen fra barn til voksen. Fra troen på udødelighed til forståelsen af sin egen dødelighed. 

"DU ER DEN" handler om at tage sin fremtid i egen hånd og træde ud af magelighedens, vanernes og individualismens skygge. Om en ungdomsgeneration uden fælles fodfæste, der snart får en kaotisk fremtid overleveret af forældregenerationen. Om vrede, frustration og afmagt i en verden, hvor alt skriger på et fællesskab. For vi har aldrig haft større adgang til viden end nu, så hvor længe skal der gå, før viden bliver omsat til handling? Kan vi overhovedet stille noget op overfor den fremtid, som er ved at blive skabt? Hvem har ansvaret, og hvad er vi egentlig villige til at give afkald på?

Tre karakterer er klar til at satse alt. Oprøret er på vej - og DU ER DEN!

Med støtte fra Spar Nord Fonden kommer TEATER UbeStemt hele Danmark rundt med en turnéplan der rammer: Xenon (24.-27. april), Teaterøen (2.-3. maj), Edison - CPH-STAGE (23. maj), Teater Katapult (28.-29. maj), Teater Momentum (10.-12. juni) & Bådteatret (10.-14. september). 

Læs mere om TEATER UbeStemt her.

 

Information

Projekttitel: DU ER DEN

Projektejer: TEATER UbeStemt

Støttet med: 60.000 kroner

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 25 27 04 38 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens vision er at være katalysator for menneskelig udvikling og være den økonomiske medspiller, når ildsjæles initiativer og aktiviteter skal blive til virkelighed. I 2018 donerede Spar Nord Fonden mere end 62 millioner kroner til kultur, idræt, forskning og velgørende formål – både lokalt og nationalt. Fondens ambition er at holde samme niveau i 2019.

 
 
 
 
Del siden