Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

Spar Nord Fonden støtter unge talentsejlere i Thurø gennem Dansk Sejlunions landsdækkende projekt

02-05-2019 kl. 14:05
Stor donation fra Spar Nord Fonden skal give sejlsportens talentudvikling et løft. Thurø Sejlklub er særligt udvalgt grundet intens ungdomsarbejde-indsats og har nu certificeret sig som ungdomsvenlig sejlklub i samarbejde med Dansk Sejlunion.

Der var mere på programmet end bare den officielle sæsonåbning, da der blev afholdt standerhejsning i Thurø Sejlklub – der var nemlig fint besøg fra Dansk Sejlunion.

Årsagen til besøget var, at den lokale sejlklub er udnævnt som ”ungdomsvenlig sejlklub” og dermed er udvalgt til at indgå et forløb med Dansk Sejlunion for yderligere styrkelse af sejlsporten lokalt. En udnævnelse som bunder i Thurø Sejlklubs store indsats i forhold til deres ungdomsarbejde.

Projektet er søsat af Dansk Sejlunion, der med en donation på 600.000 kroner fra Spar Nord Fonden nu arbejder hen i mod at styrke dansk sejlsports fokus på at få generationer af børn og unge til at få øjnene op for mulighederne i sejlsporten. Donationen fra Spar Nord Fonden skal de kommende år være med til at styrke sejlklubbernes tilbud til unge sejlere i alderen 15-23 år. Aldersgruppen er helt central, fordi sejlklubberne i dag kæmper med, at et stort antal unge forlader sejlsporten i teenageårene, hvor uddannelse og andre interesser trænger sig på.

Det handler for dansk sejlsport i høj grad om at fokusere på at få generationer af børn og unge til at få øjnene op for mulighederne i sejlsporten.

-Donationen fra Spar Nord Fonden gør en kæmpe forskel i vores muligheder for at fastholde og tiltrække unge sejlere over hele landet. Vi ved, at rigtigt mange unge gerne vil sejle. Udfordringen er at sikre fællesskaber og attraktive sejladstilbud dér, hvor de bor. Den indsats udbygger vi nu i et flerårigt, målrettet perspektiv, forklarer Nicolas Brandt Hansen, konsulent ved Dansk Sejlunion.

Støtte til klubber med ungetilbud
Helt konkret understøtter pengene et såkaldt sportsklubkoncept, som Dansk Sejlunion har arbejdet med de seneste par år. Sportsklubkonceptet handler om at skabe et netværk med op til minimum 20 sejlklubber fordelt geografisk over hele landet, og hvor der er et særligt fokus på kvalificeret træning og udvikling for de 15-23-årige sejlere samtidig med, at det også handler om at skabe stærke fællesskaber.

På den måde kan de unge fortsætte i sejlsporten i en klub tæt på familie, skole og venner - uden de i en tidlig alder behøver at flytte til én af landets to talent- elitecentre i Aarhus eller København. 

Selve diplomet for udnævnelsen blev overrakt af repræsentanter fra Dansk Sejlunion samt Ulrik Feveile Nielsen, der er direktør i Spar Nord Svendborg og Spar Nord Fondens forlængede lokale arm.

-Det er prisværdigt, at sejlunionen sammen med klubber over hele landet vil skabe og styrke de lokale udviklingsmiljøer for 15-23-årige sejlere," siger Ulrik Feveile Nielsen og uddyber:

-Det er jo en aldersgruppe på vej mod voksenlivet med uddannelser og meget andet at tænke på. Det er helt naturligt, at de i en periode måske ikke er så tro mod den lokale sejlklub, hvor de har været aktive siden de meget unge år - og som gav dem både sportslige og menneskelige oplevelser og nærvær. Derfor har det også stor værdi for os, at vi, gennem donationen fra Spar Nord Fonden, kan bidrage til at sikre et aktivt sejlerliv for flest mulige hele vejen fra de tidligste begynderår, ind i ungdomslivet og forhåbentligt videre frem. Hvoraf nogle måske også vil udgøre de nye generationer af verdensklassesejlere ved VM og OL.

Udover Thurø Sejlklub er også Roskilde Sejlklub udnævnt som Ungdomsvenlig Sejlklub, som en del af projektet. Læs mere her.

 

Information

Projekttitel: Udvikling og fastholdelse af unge talenter

Projektejer: Dansk Sejlunion

Støttet med: 600.000 kroner

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 25 27 04 38 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens vision er at være katalysator for menneskelig udvikling og være den økonomiske medspiller, når ildsjæles initiativer og aktiviteter skal blive til virkelighed. I 2018 donerede Spar Nord Fonden mere end 62 millioner kroner til kultur, idræt, forskning og velgørende formål – både lokalt og nationalt. Fondens ambition er at holde samme niveau i 2019.

 
 
 
 
Del siden