Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

Statens Naturhistoriske Museum har åbnet ny særudstilling med støtte fra Spar Nord Fonden

07-10-2019 kl. 14:10

Foto: Frederik Wolff Teglhus, Statens Naturhistoriske Museum

Hellige sten, gudernes afføring eller et varsel om dommedag – meteoritter er altid blevet tillagt mystiske og guddommelige egenskaber. Men de har også stor videnskabelig værdi og leverer uvurderlige informationer om vores solsystem og livets oprindelse. I denne udstilling kan du opleve enestående meteoritter og blive klogere på deres oprindelse, mytologi, og hvilken ny viden forskerne kan få fra dem.

Udstillingen inviterer hele familien på en rejse i tid og rum og suppleres med en række spændende aktiviteter og events.

Oplev blandt andet

  • Månen og Mars: Grib en unik mulighed for at røre ved både et stykke af Månen og et stykke af Mars. Udstillingen omfatter meteoritter fra vores måne og nærmeste naboplanet og gør dem fysisk tilgængelige for alle.
  • Black Beauty: En smuk og sjælden meteorit fra Mars, som igennem Centre for Star and Planet Formations forskning har givet os ny viden om mulighederne for tidligt liv på den nu så golde planet.
  • Lugt – lyt – føl – se: Oplev meteoritter med alle sanser igennem interaktive installationer og aktiviteter i udstillingen.
  • Ensisheim-meteoritten: Den første meteorit, hvis fald er dokumenteret. I 1492 oplevede man i byen Ensisheim et mirakel, da en sten, ledsaget af tordenbrag, faldt ned fra himlen og blev fundet i en mark af en lille dreng. Et fragment af dette historiske meteoritfald kan ses i udstillingen.
  • Ejby-meteoritten: Det største meteoritfald i Danmarkshistorien skete i februar 2016 og er på næsten 9 kg i alt. Tilsammen har de heldige findere modtaget ca. 2 mio. kroner i findeløn igennem Danekræ-ordningen, som har sikret, at alle meteorit-fragmenter nu findes i Statens Naturhistoriske Museums samling.
  • Agpalilik-meteoritten: Som den mest fantastiske meteorit i samlingerne på Statens Naturhistoriske Museum byder denne ikoniske genstand alle besøgende velkommen allerede i gården til Geologisk Museum. Agpalilik er en jernmeteorit på hele 20 ton, som blev fundet af den danske forsker Vagn Fabritius Buchwald i Nordvestgrønland i 1963. Den dag i dag står meteoritten i Geologisk Museums gård på den stålslæde, hvorpå den blev fragtet til Danmark.

Aktiviteter i meteorit-udstillingen

Alle åbningsdage

Lær at genkende en meteorit
Kl. 10:00–13:00 og 13:30–16:30 i udstillingen ved microEYE-mikroskopet

Mød en af museets formidlere og lær, hvordan du kan genkende en meteorit fra en almindelig sten, så du bliver klædt på til selv at kunne gå på meteoritjagt. Du kan få lov til at håndtere ægte meteoritter og studere dem nærmere under vores microEYE-mikroskop.

Meteorit-skattejagt for børn
Få udleveret dit skattekort i billetsalget og gå på opdagelse i udstillingen.

Weekendprogram og i efterårsferien (uge 42)
Frem til 28. marts i Naturhistorisk Værksted på Geologisk Museum
Kl. 10:30–11:30

Lav dit eget meteorkrater – og film det
Kl. 12:00

Meteorit- og kraterbingo
Kl. 13:00–14:00

Meteoritjæger – kan du finde de ægte meteoritter?
Kl. 14:30

Meteorit- og kraterbingo
Kl. 15:30–16:30

Lav dit eget meteorkrater – og film det

 

Særudstillingen kan opleves på Geologisk Museum helt indtil 30. august 2020.

 

Information

Projekttitel: Meteoritter - en rejse gennem tid og rum

Projektejer: Statens Naturhistoriske Museum

Støttet med: 125.000 kroner

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 25 27 04 38 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens vision er at være katalysator for menneskelig udvikling og være den økonomiske medspiller, når ildsjæles initiativer og aktiviteter skal blive til virkelighed. I 2018 donerede Spar Nord Fonden mere end 62 millioner kroner til kultur, idræt, forskning og velgørende formål – både lokalt og nationalt. Fondens ambition er at holde samme niveau i 2019.

 
 
 
 
Del siden