Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

Stor donation til Jazz i Trekanten

13-05-2019 kl. 14:05
Begejstringen var stor hos Jazz i Trekanten, da Spar Nord Fonden fredag kunne afsløre, at Festivalen er blevet tildelt en donation på i alt 900.000 kroner fordelt over de kommende tre år.

Hvis man forestiller sig en swingende jazzkoncert, hvor der bliver danset foran orkestret, og hvor publikum klapper og pifter mellem numrene, så kan man også forestille sig humøret hos Jazz i Trekanten efter beskeden om, at Spar Nord Fonden endnu en gang bringer støtte til Festivalen.

I 2018 støttede Spar Nord Fonden også Jazz i Trekanten, der her kunne byde på sit hidtil bedste program med intet mindre end 120 arrangementer i hele Trekantområdet med kunstnere fra den danske og internationale jazzscene.

Hos arrangørerne bag Jazz i Trekanten er man ikke i tvivl om, at donationen vil komme en stor del af befolkningen i trekantområdet til gode, når Festivalen afholdes sidst på sommeren – med endnu flere og fantastiske arrangementer af høj kvalitet.

-Det er en meget vigtig donation. Når vi ved allerede nu, at vi får så stort et beløb i hvert af de kommende tre år, så betyder det, at vi har langt mere ro på, når vi udvikler på vores aktiviteter, som jo omfatter en del mere end blot Festivalen, siger Karsten Bech, der er sekretariatschef hos Jazz i Trekanten, der holder til i Nicolai-komplekset i Kolding.

Han understreger, at de 900.000 kroner kommer hele Trekantområdet til gode i form af koncerter og initiativer, der på forskellig vis er med til at sætte jazz på landkortet.

-Donationen fra Spar Nord Fonden betyder ikke kun, at vi kan øge antallet af vores aktiviteter, med pengene har vi også mulighed for at hæve kvaliteten af det, vi laver, siger Morten Weeth, der er formand for bestyrelsen i Jazz i Trekanten.

Til glæde for dig og mig
Hos Spar Nord Fonden er direktør Steffen Nørgaard en glad giver. Han mener, at Jazz i Trekanten har præcis den profil, man gerne vil støtte i Fonden:

-Pengene bliver til glæde for folk i hele Trekantområdet, og Jazz i Trekanten laver arrangementer, der favner både børn, unge og ældre, siger han. Det tæller også med, at Jazz i Trekanten ikke er et kommercielt foretagende, således alle indtægter ryger tilbage og bliver brugt på musik.

-Man må gerne blive rig af de ting, vi støtter - bare ikke i penge, som Fondens kommunikationschef, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, formulerer det.

Jazz i Trekanten 2019 finder sted fra 23. august til 1. september samtidig med Trekantområdets Festuge.

Mere end en festival
Jazz i Trekanten står bag Jazz Festival - den årlige festival under Trekantområdets Festuge i uge 35 med 120 koncerter i samarbejde med 60 arrangører. Børnejazzfestival i efterårsferien, ungdomsjazzklubben JazzHouse, Kulturtalent - udvikling af unge frivillige og kulturentreprenører, der driver JazzHouse, JazzButikken - rådgivning til alle, der gerne vil skabe jazzkoncerter.

 

Information

Projekttitel: Jazz i Trekanten

Støttet med: 900.000 kroner fordelt i 2019, 2020 og 2021

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 25 27 04 38 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens vision er at være katalysator for menneskelig udvikling og være den økonomiske medspiller, når ildsjæles initiativer og aktiviteter skal blive til virkelighed. I 2018 donerede Spar Nord Fonden mere end 62 millioner kroner til kultur, idræt, forskning og velgørende formål – både lokalt og nationalt. Fondens ambition er at holde samme niveau i 2019.

 
 
 
 
Del siden