Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

1 mio. kroner fra Spar Nord Fonden til Læseforeningens arbejde for at skabe skønlitterære åndehuller i stærke lokale læsefællesskaber

16-09-2020 kl. 10:09
Læseforeningen og Spar Nord Fonden deler en vision om at skabe stærke lokalt forankrede fælleskaber. Derfor støtter Spar Nord Fonden igen Læseforeningens arbejde – nu til udvikling af et bredere og stærkere læseguideprogram, der skal sikre åbne lokalt forankrede læsefællesskaber til gavn for folk i en række mellemstore byer i Danmark.


Ensomme, stressramte, psykisk sårbare unge og alle andre, der vil være del af et læsende fællesskab. Læseforeningen er en social frivillig forening, der arbejder for at bringe litteraturen ud til glæde for mennesker i alle hjørner af samfundet ved hjælp af et stærkt hold frivillige læseguider, uddannet i Læseforeningens metode guidet fælleslæsning.

Spar Nord Fonden støtter nu igen Læseforeningens arbejde med 1.000.000 kroner til at udvikle stærke lokale frivilligkulturer og forankre vores åbne læsefællesskaber i en række mellemstore byer på tværs af landsdele.

”Bevillingen fra Spar Nord er et kæmpe skulderklap og et rygstød, der gør det muligt at lykkes med at nå endnu bredere ud og give mennesker i alle dele af samfundet adgang til stærke lokale læsefællesskaber. Lige nu er vores indsats stadig i for høj grad et storbyfænomen. Med bevillingen kan vi udvikle en stærk skønlitterær civilsamfundsindsats baseret på frivillighed - også udenfor de større byer. Endnu et afgørende skridt på vejen for at sikre, at der en dag er et åbent læsefællesskab i din og enhver anden by.” udtaler Socialfaglig Udviklingsleder Helene Forsberg.

Læsegrupper med plads til alle
Læseforeningens læsegrupper er særlige. De er baseret på metoden guidet fælleslæsning, som er bragt til Danmark af Læseforeningens formand og stifter, Mette Steenberg, og siden udviklet i dansk kontekst med afsæt i både forskning og praksis. Læsegrupperne har altid en uddannet læseguide ved roret, der udvælger litteraturen, læser højt og skaber rum for åben, fordomsfri samtale. 

"Læsegrupperne skaber et særligt rum for at dele litteratur, tanker, følelser og erfaringer. I grupperne åbner vi litteraturen op sammen, taler om hvad historierne betyder for os og lader skønlitteraturen stå i centrum for en samtale, der knytter an til det levede liv." udtaler Mette Steenberg, daglig leder i Læseforeningen.

Udvidelse til fire nye byer
Læseforeningen modtog første gang midler fra Spar Nord Fonden i 2019. Med udgangspunkt i det gode samarbejde omkring etablering af åbne læsegrupper i mellemstore byer i Region Midtjylland, vil vi over de kommende to år arbejde videre for at sikre bredere lokal forankring af de åbne læsende fællesskaber med udgangspunkt i fire små- og mellemstore byer - Viborg, Ikast-Brande, Helsingør og Svendborg. Det er endnu et afgørende skridt i vores arbejde for at sikre, at der en dag findes et åbent læsende fællesskab i din og enhver andens by.

Læs mere om Læseforeningen og de åbne læsegrupper HER.

Læseforeningen søger frivillige, der har lyst til at blive læseguides og medskaber af en åben litterær kultur i din by. Læs mere HER.

 

Information

Projekttitel: Stærke læsende fællesskaber på tværs af landet baseret på frivillighed

Projektejer: Læseforeningen

Støttet med: 1.000.000 kroner fordelt med 509.200 kr. i 2020 og 490.800 kr. i 2021

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 25 27 04 38 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens donationer skal komme et bredt udsnit af befolkningen til gode. Donationerne – der skal gavne og fornøje fællesskabet – gives til aktiviteter, der medvirker til udvikling og sammenhold i lokalsamfundet, kulturelle aktiviteter, sociale formål samt udvikling, der er med til at løse samfundsmæssige udfordringer. 

Spar Nord Fonden donerer årligt omkring 50 millioner kroner til at skabe et levende Danmark - både lokalt og nationalt.

 
 
 
 
Del siden