Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

Året der gik 2020: Lokalsamfund og fritid

22-12-2020 kl. 12:12
Mens året går på hæld vil vi, i Spar Nord Fonden, se tilbage på nogle af de projekter, vi har støttet i 2020. Et år hvor coronavirus har overskygget alt andet og betydet aflyste og udsatte arrangementer og projekter, men også et år hvor nytænkning og sammenhold i høj grad spirede i foreningsdanmark.


Spar Nord Fonden har i 2020 doneret mere end 40 millioner kroner til at støtte et aktivt Danmark -  både lokalt, regionalt og nationalt. Donationerne skal gavne og fornøje fællesskaber og gives til aktiviteter, der medvirker til udvikling og sammenhold i lokalsamfundet, kulturelle aktiviteter, sociale formål eller indsatser, hvor mennesker støtter mennesker.  

Donationerne skal komme et bredt udsnit af befolkningen til gode. Bag hver donation gemmer der sig en god historie om nogen, der har noget på spil og projekter, der gør en forskel.

Fritid og lokalsamfund er et af de områder, som Spar Nord Fonden vægter højt. Vi lægger især vægt på at støtte projekter, hvor mennesker oplever, lærer og udfører noget i samvær, i samspil og i fællesskab. Vi har særligt fokus på indsatser, hvor ildsjæle og frivilligt engagement medvirker til et aktivt og involverende foreningsliv.

I dette tilbageblik vil vi kigge nærmere på nogle af alle de initiativrige og udviklende projekter inden for fritidsområdet, som Spar Nord Fonden har støttet i 2020.

15 foreninger i Randers fik kickstartet bål, træning og musik og gik hver især hjem med diplom og 10.000 kroner fra Spar Nord Fonden

Randers

I juni mødtes spejdere, teaterfolk, musikere og tennisspillere til grillpølser, champagne og sodavand ved Spar Nord Randers, hvor 15 initiativrige lokale foreninger hver især kunne glæde sig over 10.000 kroner fra Spar Nord Fonden. Formålet med projektet var at skabe nyt liv og økonomi blandt de mange foreninger, som har været påvirket af coronanedlukningen.

Se en film fra festen i Randers HER.

Senere i 2020 blev samme koncept også afholdt i Esbjerg. I skrivende stund kan foreninger i Aarhus søge om 20 x 10.000 kroner, foreninger i Fredericia kan søge om 10 x 10.000 kroner og foreninger i Kolding kan søge om 15 x 10.000 kroner.

Næstved Vikings sætter amerikansk fodbold på skoleskemaet

Næstved Vikings

Fremover kan børn i Næstved Kommune se frem til at prøve kræfter med amerikansk fodbold.
Med en donation fra Spar Nord Fonden har Næstved Vikings muliggjort et ”åben skole”-projekt, der går ud på at tilbyde skoleklasser i Næstved Kommune at prøve amerikansk fodbold. Børnene stifter ikke kun bekendtskab med sporten, men får motion, variation i skoledagen og er sammen på nye måder, som forhåbentlig giver lyst til at være aktiv i foreningslivet.

Tape fortryllede Køge med farverig gadekunst

ACTIVISTA Lamia Michna Klisterkunst Tape Art Festival Køge 2020_6705_foto_Lars_Hylleberg_Køge-Kunstforening

Foto: Lars Hylleberg

Borgere og besøgende i Køge fik en spændende kunstoplevelse da Køge Kunstforening afholdt Tape-Art festivalen Klisterkunst, som er støttet af Spar Nord Fonden med 250.000 kroner. For første gang nogensinde i Danmark var det muligt at opleve Tape Art, som er en særlig og ung kunstart. 

15 kunstnere fra gruppen TAPE OVER, der kommer fra hele Europa, fortryllede Køges byrum med levende kunstværker på gavle, mure og facader – og mange af dem kan stadig opleves i Køge centrum

Bordtennisklubben B75 laver online træningsforløb, der skal benyttes i hele verden

Bordtennis B75

Bordtennisklubben B75 i Hirtshals præsenterer ambitiøse visioner. Med støtte fra Spar Nord Fonden vil de udvikle et nytænkende projekt – et online træningsforløb, som skal benyttes af spillere i hele verden. 

Projektet blev til efter coronapandemien satte en stopper for B75’s årlige store internationale sommerlejr, hvor spillere fra 50 forskellige nationer deltager. Derfor udviklede de et online træningskoncept som et alternativ til den fysiske sommerlejr. Spillere fra hele verden kunne således træne derhjemme eller i deres klub, mens de får individuel coaching fra toptrænere fra hele verden. 

Store ambitioner i Holbæk Cykelsport med A-team og talentudviklingsprogram

Skærmbillede 2020-12-22 kl. 11.59.51

Foto: Anders Weuge

Det er landevejen, mountainbiken, cross-cyklen og arenaen, der får hjertet til at banke ved ryttere og ildsjæle ved Holbæk Cykelsport – og ambitionerne fejler intet. Med en donation fra Spar Nord Fonden har de oprettet et nyt A-hold og talentudviklingsteam med et mål om at udvikle flere ryttere til Worldtouren.

Gennem de sidste to årtier er der i Holbæk Cykelsport udklækket hele tre verdensmestre – én på mountainbike og to på racer. Det har fået ildsjælene i foreningen til at drømme om mere, og derfor er der oprettet et nyt talentudviklingsteam, hvor også verdensmesteren Mads Pedersen er med. Team Eiland Electric Carl Ras er navnet på det nye A-hold og talentudviklingsteam. Læs mere HER.

160 børn samledes om musikken på musikcamp

DSC02614 kopi

Musik er en holdsport, og netop derfor har det været skønt for Musikcamp Foreningen endelig at kunne samles om musikken igen efter et forår, hvor sammenspil og fælleskab om musikken har været virtuelt.

Musikcamp Foreningen har budt mere end 160 børn velkommen til to-dages Musikcamps i Holstebro, Hurup Thy og Løgstrup, hvor 90 frivillige, musikinteresserede unge har stablet en musiklejr på benene, så børn og unge kunne få oplevelsen af at spille, synge, danse og lege sammen.

På årets Musikcamps har der været engagerede frivillige instruktører, der brænder for at give musikgejsten videre til børnene i et trygt forum. Her handler det ikke så meget om, at hver en tone skal lyde perfekt. Det handler mest om, at børnene skal få en god oplevelse med at synge, danse og spille musik, og at de måske får lyst til at spille mere musik, når de kommer hjem fra campen.

De tre afholdte Musikcamps er gjort mulig med en donation fra Spar Nord Fonden, så børnene har deltaget gratis på campen, fordi alle børn – uanset baggrund – skal have mulighed for at spille musik sammen med andre.

Lokale foreninger til overrækkelse i Vejgaard

Spar Nord Vejgaard

I juli 2020 samlede Peer Kristensen fra Spar Nord Vejgaard fem foreninger, som fik overrakt en donation fra Spar Nord Fonden til aktiviteter eller nyanskaffelser, der gavner og fornøjer fællesskabet i foreningen. Se en video fra overrækkelsen HER.

De fem foreninger var Gug Badmintonklub, Aalborg Østre Tennisklub, Gudumholm Borgerforening, AASI – Aalborg Studenternes idrætsforening og FC Liljan.

Alle disse projekter var ikke blevet til virkelighed, hvis ikke der stod nogle engagerede ildsjæle bag. Derfor støtter Spar Nord Fonden hvert år flere hundrede lokale ildsjæles projekter, der alle giver lidt ekstra tilbage til lokalsamfundet. Vi vil gerne takke alle ildsjæle og opfordre til at fortsætte det gode arbejde for foreningsdanmark og et meget interesseret publikum rundt om i landet – lokalt, regionalt og nationalt.

Du kan sige tak til din ildsjæl her – så sender vi dem et takkekort og et ildsjælebevis.

 

Information

Spar Nord Fonden har i 2020 støttet mange spændende og initiativrige projekter i hele Danmark.

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 25 27 04 38 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens donationer skal komme et bredt udsnit af befolkningen til gode. Donationerne – der skal gavne og fornøje fællesskabet – gives til aktiviteter, der medvirker til udvikling og sammenhold i lokalsamfundet, kulturelle aktiviteter, sociale formål samt udvikling, der er med til at løse samfundsmæssige udfordringer. 

Spar Nord Fonden donerer årligt omkring 50 millioner kroner til at skabe et levende Danmark - både lokalt og nationalt.

 
 
 
 
Del siden