Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

Corona stopper ikke Spilopperne – her skaber udendørs aktiviteter stor glæde for børnene på krisecentre

22-07-2020 kl. 10:07
Mudderbade og vandkampe er nogle af de lege, der bringer smil og glæde i Spilopperne – et frirum for børn på landets krisecentre. Med en donation fra Spar Nord Fonden kan frivillige fra Ungdommens Røde Kors besøge børnene og give dem gode oplevelser gennem aktiviteter og leg.


Krisecentret i Helsingør er for voldsramte kvinder og deres børn. Det er altså børn, som har oplevet voldsomme ting i hjemmet, inden de kom på centret.

”Vi er der for at give børnene noget kvalitetstid. Både børnene og moderen går gennem en masse ting, mens de er på krisecentret, så vi leger med dem og giver dem et frirum,” fortæller Tenna, der er en af to frivillige aktivitetsledere på krisecenteret i Helsingør.

Spilopperne er aktiviteter for børn på landets krisecentre. Her skabes der et frirum, hvor børnene får plads til at være børn gennem gode oplevelser og hyggeligt samvær med andre børn.

Gennem aktiviteterne får børnene en masse opmærksomhed, og der er også mulighed for at få lidt alene-tid med en voksen. Det giver også mødrene en pause, hvor de kan bearbejde de oplevelser, de har haft.

Coronakrisen betyder andre aktiviteter
På grund af corona kan de frivillige fra Ungdommens Røde Kors ikke besøge børnene inde på landets krisecentre, som de plejer. 

Men det holder ikke Tenna og de andre frivillige på krisecentret i Helsingør tilbage. Her laver de nemlig udendørs aktiviteter i stedet for, og det planlægger de at gøre hele sommeren.

”Børnene er helt vilde med vand! Vi laver mudderbade og leger med vandpistoler – alt med vand er bare fantastisk,” fortæller Tenna.

 ”Vi skal bare lege med børnene og ikke være pædagoger. Børnene er så glade, når vi kommer - de kommer altid stormende hen til os” afslutter Tenna.

200 unge frivillige i Ungdommens Røde Kors sørger for at skabe oaser med plads til at være barn gennem sjove og kreative aktiviteter på landets krisecentre. Dette giver børnene succesoplevelser, øget selvværd og sociale kompetencer, der senere skal give dem modet til at indgå i fællesskaber.

Spar Nord Fonden har støttet Spilopperne med 268.000 kroner.

 

 

Information

Projekttitel: Spilopperne - et frirum for børn på krisecentre

Projektejer: Ungdommens Røde Kors

Støttet med: 268.000 kroner

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 25 27 04 38 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens donationer skal komme et bredt udsnit af befolkningen til gode. Donationerne – der skal gavne og fornøje fællesskabet – gives til aktiviteter, der medvirker til udvikling og sammenhold i lokalsamfundet, kulturelle aktiviteter, sociale formål samt udvikling, der er med til at løse samfundsmæssige udfordringer. 

Spar Nord Fonden donerer årligt omkring 50 millioner kroner til at skabe et levende Danmark - både lokalt og nationalt.

 
 
 
 
Del siden