Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

Fem unge tech-talenter skal bekæmpe international finanssvindel fra Californien

24-01-2020 kl. 11:01
I slutningen af januar rejser fem studerende fra Danmark til Silicon Valley, hvor de sammen med verdens førende eksperter skal udvikle deres unikke ideer til fremtidens teknologi. Ifølge uddannelsesministeren er det en stor gevinst at sende de unge afsted.

Fem danske studerende står lige nu overfor deres livs iværksættereventyr. De er alle talenter inden for finansiel teknologi – også kaldet Fintech – og på den baggrund har Spar Nord Fonden netop tildelt dem et såkaldt scholarship på det prestigefyldte University of California, Berkeley. Her skal de med hjælp fra nogle af verdens førende specialister videreudvikle deres unikke ideer til fremtidens teknologi. Ideer, der blandt andet kan hjælpe finansverdenen med at bekæmpe hvidvask og forsikringssvindel. 

En af de unge er den 23-årige Nicklas Hansen, der læser matematisk modellering og computation på DTU i Lyngby. Han har fået ideen til en teknologi, der kan bekæmpe hvidvask. 

–Vi har de senere år set store sager om hvidvask i banksektoren. Det er et stort problem, og med den stigende interesse for kryptovaluta bliver problemet kun større. Men ved at bruge machine learning, hvor man lærer en maskine at opdage sammenhænge, som det ikke altid er muligt for mennesker at finde, kan vi komme problemet til livs, fortæller Nicklas Hansen. 

Uddannelsesminister: Skal være med til at skabe nye løsninger, der gør vores liv bedre
De fire andre studerende, der tager rejsen til Californien med Nicklas Hansen, er alle mellem 23-24 år gamle, og deres ideer går blandt andet på en app, der kan hjælpe boligejere med at sælge deres bolig uden brug af ejendomsmægler, samt en teknologi, der kan forudse ændringer på aktiemarkedet.  

Ifølge uddannelses- og forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen, er det en gevinst for de unge at få muligheden for at læse i udlandet: 

– Det er godt at læse i udlandet. Man vender tilbage som et mere helt menneske, med bedre kendskab til sig selv, sit fag og den verden, vi lever i. Der findes mange muligheder for at rejse ud, og jeg vil klart opfordre unge til at undersøge dem inden for deres uddannelse, siger hun og tilføjer: 

– Så stort tillykke til Nicklas og de fire andre, der nu skal til Silicon Valley for at udvikle jeres idéer. Jeg håber, I får masser af ny inspiration, nye ideer og et nyt netværk med hjem, så I kan være med til at skabe nye løsninger, der gør vores liv bedre. 

Om Spar Nord Fondens Scholarship 
I samarbejde med Spar Nord og Uddannelses- og Forskningsministeriet sender Spar Nord Fonden hvert semester fem danske elitestuderende til Californien, hvor de skal gennemgå et program, der er specialdesignet til at hjælpe de unge talenter med at gøre deres iværksætteridéer til virkelighed. 

Næste ansøgningsrunde er åben. Se mere her: fintechscholarship.dk

 

Information

Spar Nord Fondens FinTech Scholarship

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 25 27 04 38 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens vision er at være katalysator for menneskelig udvikling og være den økonomiske medspiller, når ildsjæles initiativer og aktiviteter skal blive til virkelighed. I 2019 donerede Spar Nord Fonden op mod 60 millioner kroner til kultur, idræt, forskning og velgørende formål – både lokalt og nationalt. Fondens ambition er at holde samme niveau i 2020.

 
 
 
 
Del siden