Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

Stor ekstra museumsoplevelse med Computerspillet Cosmic Top Secret Game anlagt i naturlig størrelse

05-08-2020 kl. 08:08
Medrivende og nytænkende formidler Koldkrigsmuseum Stevnsfort viden om den kolde krig. Der er primært tænkt på børn og unge i alderen 6 – 17 år. Det har dog vist sig at familier og legebørn i alle aldre har en fest med nyskabelsen, som er støttet af Spar Nord Fonden.


Det hele startede med computerspillet Cosmic Top Secret Game om ægteparret – faktisk spiludvikler Trine Laiers forældre og om deres involvering i spionage under den kolde krig. Agent T i spillet er en animeret udgave af Trine Laier – og det er Agent T, som publikum i alle aldre skal hjælpe med at optrævle en af Danmarks største spionsager.

Banen, som publikum skal følge, er anlagt på museets terræn i naturlig størrelse. Alle oplysninger og ’efterretninger’ bygger på fakta, historiske forhold og episoder, som har noget at gøre med både Stevnsfort og efterretningsvæsen at gøre. Koldkrigsmuseet har selv været dybt nede i arkiverne og andre oplysninger er baseret på Trine Laiers samtaler med sin far.

Museets inspektør Iben Bjørnsson fortæller, at nogle informationer har været kendt af forskningen i en årrække, men har aldrig været så bredt formidlet. Ud over det helt specielle ved at være ”et computerspil i fuld størrelse og med rigtige mennesker”, er der samlet set tale om helt ny viden, som ikke ellers er let tilgængelig.

”Nyskabelsen giver museumsoplevelsen et løft, og det er helt særligt at opleve gæsterne tage aktivt del i at afdække historien, siger Iben Bjørnsson og erkender, at det har været hårdt arbejde, men også rigtig sjovt at sætte det hele op. Vi har fået mægtig gode anmeldelser fra publikum, og vores gæster melder begejstrede tilbage med udtryk som ”sjovt og udfordrende”. Trine Laier, som lavede computerspillet, var nærmest målløs – og vi her på museet er ganske godt tilfredse med resultatet – både i forbindelse med bygning af Cosmic Top Secret Gave i fuld størrelse og ikke mindst med publikums glæde over og engagement i spillet, slutter museumsinspektøren. 

Spar Nord Fonden har støttet opførelsen af agent-live-banen på Stevnsfort med 200.000 kroner – og banen er åbent frem til oktober 2020.

 

Information

Projekttitel: Cosmic Top Secret Game - Stevnsfort

Projektejer: Koldkrigsmuseum Stevnsfort

Støttet med: 200.000 kroner

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 25 27 04 38 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens donationer skal komme et bredt udsnit af befolkningen til gode. Donationerne – der skal gavne og fornøje fællesskabet – gives til aktiviteter, der medvirker til udvikling og sammenhold i lokalsamfundet, kulturelle aktiviteter, sociale formål samt udvikling, der er med til at løse samfundsmæssige udfordringer. 

Spar Nord Fonden donerer årligt omkring 50 millioner kroner til at skabe et levende Danmark - både lokalt og nationalt.

 
 
 
 
Del siden