Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

Team Ønskeland på træningslejr med fællesskab, succesoplevelser og masser af kilometer i benene.

31-07-2020 kl. 09:07
Da coronaen ramte Danmark, måtte Team Ønskeland finde et alternativ til den planlagte cykeltur til København. Det blev til en træningslejr, hvor cyklisterne har fået mange kilometer i benene, lært hinanden at kende, samt fået en forståelse for hvad det vil sige at cykle som et hold.


Team Ønskeland er et cykelhold for børn i alderen 10-14 år, der har brug for en succesoplevelse, bedre selvværd, at få et fællesskab eller at bevæge sig mere. 

Projektet, der er støttet af Spar Nord Fonden med 600.000 kroner, går ud på, at børnene skal cykle fra Nordjylland til København i sommerferien – en tur som er holdets fælles mål og noget, som de ellers ikke troede, at de kunne. Corona situationen har dog sat en stopper for cykelturen til København og i stedet har Team Ønskeland afholdt træningslejr.

Formålet med lejren er at give børnene et fællesskab omkring deres hold, Team Ønskeland. ”Normalt træner de i mindre grupper med frivillige trænere rundt omkring i Jammerbugt Kommune, men var altså samlet her i uge 31 for at lære hinanden at kende på tværs af de lokale grupper. Det har været med til at skabe nye venskaber, givet børnene motivation til den videre træning, og givet dem en masse km i benene,” fortæller Anne Madsen Tabor, der er centerleder i Ønskeland og som har taget sportsdirektørkasketten på. 

Selvom børnene ikke kommer til København i 2020, trænes der alligevel og motivationen for at nå deres fælles mål bliver for børnene kun større og større. De har nemlig hørt om turen til København fra det hold, der var afsted sidste år – og som nu fungerer som rollemodeller for at det faktisk godt kan lade sig gøre at cykle den lange tur. På denne måde kan børnene også blive en del af projektet i flere år, og have kontakt til trænere og andre frivillige i projektet, som der undervejs knyttes tætte bånd til.

”Det er et fantastisk projekt, som Spar Nord Fonden er med til at støtte. Det giver børnene mulighed for at nå et mål, de måske troede var umuligt. Det er med til at tænde en gnist i deres øjne, og gøre dem målrettede på en måde, de ikke har prøvet før. Og så er holdet med til at give både fællesskab og venskaber, som mange af børnene mangler,” afslutter Anne.

Spar Nord Fondens donation på 600.000 kroner er en to-årig donationen og dækker således en stor del af finansieringen for Team Ønskeland i 2020 og 2021. I de to år vil det cirka komme 50-60 børn til gode, som får succesoplevelser for livet.

 

Information

Projekttitel: Team Ønskeland - Cykeltur for det gode liv

Projektejer: Ønskeland

Støttet med: 600.000 kroner fordelt i 2020 og 2021

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 25 27 04 38 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens donationer skal komme et bredt udsnit af befolkningen til gode. Donationerne – der skal gavne og fornøje fællesskabet – gives til aktiviteter, der medvirker til udvikling og sammenhold i lokalsamfundet, kulturelle aktiviteter, sociale formål samt udvikling, der er med til at løse samfundsmæssige udfordringer. 

Spar Nord Fonden donerer årligt omkring 50 millioner kroner til at skabe et levende Danmark - både lokalt og nationalt.

 
 
 
 
Del siden