Sparnordfonden.dk bruger cookies til at indsamle statistik. Når du bevæger dig videre, accepterer du vores brug af cookies.   Acceptér cookies   |   Læs mere

Sammenhold bringer ny hest til Hjallerup Rideklub

14-01-2021 kl. 13:01
Hjallerup Rideklub stod sammen og samlede flest stemmer i december-afstemningen af 10 til Forskel. De kan nu se frem til 10.000 kroner fra Spar Nord Fonden, som skal bruges på en ny hest til de voksende elever.
Hjallerup RideklubHjallerup Rideklub får her overrakt de 10.000 kroner af afdelingsdirektør i Spar Nord Hjallerup, Tommy Morsing Nielsen.

Hjallerup Rideskole er en rideskole i vækst. Men ikke bare selve rideskolen vokser, det gør eleverne også. Mange har ikke mulighed for at få sin egen hest, og derfor ønskede rideskolen og mange af eleverne en større hest, der passer til elevernes størrelse. Derfor indsendte de en video til Spar Nord Fondens 10 til Forskel med ønsket om at vinde 10.000 kroner.

10 til Forskel er en månedlig afstemning, hvor projekter uploades med det mål at vinde 10.000 kroner, som Spar Nord Fonden sætter på højkant hver eneste måned til gode og vedkommende projekter.

Herefter skulle Rideklub og elever på barrikaderne. I 10 til Forskel skal deltagerne nemlig selv samle stemmer nok til at vinde konkurrencen, der afgøres ved udgangen af hver måned. 

”Der blev samlet stemmer ved at dele linket på Facebook til hestevenner, familie og venner,” fortæller leder af Elevskolen Charlotte Lefdal og fortsætter: ”Mellem jul og nytår var der et par voksne og børn, der gik ned i byen og delte flyers ud og på den måde indsamlede stemmer fra de lokale.”

Nytårsaften, den sidste dag i december, kunne Rideklubben juble. De havde samlet nok stemmer til at vinde konkurrencen og 10.000 kroner til en ny hest. 

”Det betyder rigtig meget for os, da Hjallerup Rideklub ikke har den store økonomi, og nu kan vi købe en hest af større kvalitet til det, vi har behov for. Vi er rigtig glade,” jubler Charlotte Lefdal. 

Grundet coronasituationen er elevklubben lukket ned lige nu, men ledere og børn ser frem til at komme i gang igen efter nedlukning, hvor der står en ny hest i stalden, som børnene kan ride på.

10 til Forskel har eksisteret siden 2013 og er en unik mulighed for at realisere projekter, der skaber sammenhold og samtidig engagerer deltagerne. I Spar Nord Fonden opfordrer vi ildsjæle fra klubber, foreninger, skoler, børnehaver, integrationsprojekter, kulturelle institutioner m.v. til at uploade deres gode projekter.

Det er helt enkelt – Upload din video. Saml stemmer. Gør en forskel.

Upload dit projekt og deltag i 10 til Forskel her.

Se de tidligere vindere her.

 

Information

10 til Forskel: Læs mere her 

Kontakt:
Kommunikationschef hos Spar Nord Fonden, Elisabeth Rosenbeck Viksnins, 25 27 04 38 / elisabeth@sparnordfonden.dk 

Om Spar Nord Fonden:
Spar Nord Fondens donationer skal komme et bredt udsnit af befolkningen til gode. Donationerne – der skal gavne og fornøje fællesskabet – gives til aktiviteter, der medvirker til udvikling og sammenhold i lokalsamfundet, kulturelle aktiviteter, sociale formål samt udvikling, der er med til at løse samfundsmæssige udfordringer. 

Spar Nord Fonden donerer årligt omkring 50 millioner kroner til at skabe et levende Danmark - både lokalt og nationalt.

 
 
 
 
Del siden