Musikhuset skyder sommeren i gang med koncerter og comedy under åben himmel og et omfattende program under årets jazzfestival. Der er både fede liveoplevelser og god mad på programmet, når Musikhuset hen over sommeren inviterer til flere end 30 gratis oplevelser.
- Vi har store ambitioner om at skabe fremtidens bypark i Musikhusparken. Vi drømmer om at skabe et grønt åndehul og samle aarhusianerne i nye fællesskaber. I år bliver der rig mulighed for, at aarhusianerne og byens gæster kan samles i parken og danne et fællesskab om musikken og den gode liveoplevelse, siger Rådmand for Kultur- og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih Azad Ahmad.
Musikhuset har skabt en hyggelig oase med kolonihavestemning i det karakteristiske spejlbassin foran huset. Her bliver der noget for enhver smag, hvad enten man er til pop, comedy, jazz, soul, funk, hiphop eller singer-songwriter. Sommerprogrammet bliver skudt i gang den 8. juni kl. 19.30 med comedy fra Per Sodemann og Simon Tang samt koncert med Renay, Uffe Steen og Al Agami bakket op af Oasen Allstars Orchestra. Ved hver af koncertaftenerne kan publikum se frem til, at der dukker en kendt, men hemmelig gæstesolist op.
- Vi glæder os til at samle aarhusianerne i Musikhusparken med masser af fed musik, god mad og gode grin. Vi har lagt et ambitiøst og alsidigt program, og vi ser frem til at åbne Musikhuset op ud imod byen og sammen nyde den skønne sommersol, fællesskabets hygge og de gode liveoplevelser, siger Musikhusets kunstneriske chef, Jeppe Uggerhøj.
De mange arrangementer skal skabe liv i byens centrale og smukke park i sommermånederne, ligesom man kender det fra parkerne i større byer rundt om i verden. Musikhusparken er i disse år i spændende forandring. Aros bygger deres enorme og ambitiøse kunstprojekt The Next Level. Samtidig bliver der lavt en helt ny bypark i Musikhusparken. Håbet er, at Musikhusparken i endnu højere grad bliver et naturligt samlingspunkt for byen, hvor mange forhåbentlig kan nyde sommersolen, hyggen og musikken.
Sommerens ambitiøse program er blevet til takket være en fornem donation fra Spar Nord Fonden, der siden 2017 har bakket op om Musikhusets gratis program og været med til at give aarhusianerne og byens gæster masser af gode oplevelser.
- Vi vil gerne på vegne af Spar Nord Fonden være med til at bringe folk sammen og styrke fællesskabet. Vi glæder os til at skabe liv i byen i sommermånederne, når Musikhuset med et stort, flot og gratis sommerprogram giver alle mulighed for hyggeligt samvær, gode grin og lækker livemusik, siger Erling Sørensen, der er direktør i Spar Nord Aarhus.
Der bliver også fuld knald på musikken under årets jazzfestival. Musikhuset og Aarhus Jazz Orchestra går igen i år sammen om Musikhuset Swinger. Den får derfor fuld jazz i ugen under Aarhus Jazz Festival. Ambitionen er at samle op mod 10.000 publikummer til festivalstemning, god mad, fællesskab og store musikalske oplevelser i og omkring Musikhuset
Der er gratis entré til alle arrangementer.