Natteravnene



Natteravnene er Danmarks største tryghedsskabende frivillige fællesskab, der året rundt sikrer trygge rammer for unge i nattelivet.

 

Natteravneindsatsen er enkel og består grundlæggende af vandringer på tre til fire timer i det offentlige rum sammen med to andre ansvarlige voksne. Natteravne er ganske almindelige frivillige voksne, helt uafhængig af baggrund, som vælger at tage et medansvar for trygheden i deres lokalområde.

 

Natteravnene meget synlige og tilgængelige for en snak med de unge, der er ude på egen hånd i natten. Gennem tilstedeværelse i nattelivet skaber Natteravnene tryghed for de unge.

 

Natteravnene er der for unge, der har brug for hjælp, når de for eksempel har drukket for meget, er havnet i en konflikt eller har brug for en voksen at tale med. Natteravnene fokuserer meget på dialogen med det unge, som de møder. Natteravnene kan desuden vælge at uddele bolsjer og kondomer til de unge, som de møder. Natteravnene har en helt unik position hos de unge, da indsatsen udføres af frivillige, og dermed har en særlig mulighed for at have en dialog, som andre myndigheder eller autoriteter ikke har.

 

Projektet har til formål at:
1. Øge trygheden for unge i nattelivet i det offentlige rum og på øde strækninger
2. Rekruttere flere frivillige og klæde de frivillige på med de nødvendige kompetencer
3. Styrke sammenholdet i lokalsamfundet

 

Der er hårdt brug for Natteravnene til at passe på de unge. Tiden efter corona-nedlukning og nye tendenser i nattelivet, hvor de unge i stigende grad mødes og fester i det offentlige rum, har øget behovet for flere voksne ildsjæle til at passe på de unge i nattetimerne. Samtidig er der en stigende gruppe af unge, der er sårbare, når de er ude i nattetimerne på egen hånd. Her spiller de frivillige Natteravne, der er ansvarlige voksne, der møder de unge på de unges præmisser, særligt vigtige.

Fakta

Støttet Med
4.175.000 kr.
Projektnavn
Natteravnene
Projektejer
Natteravnene
Projektperiode
2021-2023
+1