15.000 unge får styrket de demokratiske mavemuskler
Constructive Institute vil med projekt ”Demokratisk Mobilisering af Næste Generation” styrke den demokratiske selvtillid hos 15.000 unge - og inspirere dem og deres undervisere til at deltage i vores fælles samtale. Projektet er støttet af Nordea-fonden med 6,35 mio. kr. og af Spar Nord Fonden med 450.000 kr.

Hvad er journalistik? Hvilke medier bruger eleverne på landets ungdomsuddannelser? Hvad betyder medierne i et demokrati? Hvad er forskellen på at få sin viden om verden fra henholdsvis de sociale medier og de journalistiske nyhedsmedier? Og hvordan lærer unge at bruge journalistiske værktøjer til at sætte fokus på en sag?
Det er spørgsmål som disse, der bliver omdrejningspunktet, når den journalistiske NGO, Constructive Institute i Aarhus, med projekt ”Demokratisk Mobilisering af Næste Generation” over de næste tre år med blandt andet undervisning i journalistik, medier og demokrati vil styrke den demokratiske selvtillid og mediedanne 15.000 unge på ungdoms- og erhvervsuddannelser, FGU, fri-, dag-, høj- og efterskoler m.m. i hele kongeriget.
- Det er på mange måder en spændende tid, vi lever i, hvor meget af det, vi har taget for givet siden Anden Verdenskrig, ikke længere gælder. I den udvikling har medierne – både de sociale og de etablerede – spillet en afgørende rolle, og derfor ser vi lige nu en kamp udspille sig mellem sandhed over for løgn, fakta over for misinformation og demagogi over for demokrati, siger direktør og grundlægger af Constructive Institute, Ulrik Haagerup, og fortsætter:
Derfor håber og tror vi også på, at vi ved at give næste generation mediekompetencer og lysten til at deltage i den offentlige samtale ruster dem bedre til at blive mediekritiske, aktive borgere i fremtidens demokrati
Talrige undersøgelser viser, at mange unge døjer med lav demokratisk selvtillid, at de fx undlader at deltage i debat på sociale medier af frygt for negative reaktioner, at de generelt fravælger at deltage i den oPentlige samtale, og at de bevidst undgår nyhedsmedierne. Ulrik Haagerup glæder sig derfor over, at million-støtten fra Nordea-fonden og medfinansieringen fra Spar Nord Fonden giver instituttet mulighed for at mobilisere en kvart ungdomsårgang demokratisk inden for de næste tre år.
Mere deltagelse hos de unge generationer
Hos Nordea-fonden har man i begrundelsen for den økonomiske støtte på 6,35 mio. kr. lagt vægt på, at projektet har ambitioner om at fremme unges lyst til at deltage i samfundet.
- Det bliver interessant at se, hvordan en indføring i den journalistiske værktøjskasse, ny viden om mediebrug og unges syn på medier kan bidrage positivt til at fortsat at engagere de unge generationer i vores samfund. Et bredt felt af 15.000 unge under uddannelse får nu konkrete redskaber og viden, der med afsæt i de unges idéer og behov giver mulighed for at bidrage til vores demokrati. Det er et stort og vigtigt mobiliseringsarbejde, som Constructive Institute nu sætter i gang sammen med unge over hele landet, og det er Nordea-fonden stolte af at støtte, siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea- fonden.

Projektet bygger videre på instituttets etårige forløb ”Generation News Avoidance”, som har klarlagt et tydeligt behov for at sætte fokus på unge, medier, demokrati og den offentlige samtale, hvilket både elever og undervisere utvetydigt har ytret stor begejstring for, fortæller journalist og projektleder hos Constructive Institute, Jesper Himmelstrup.
- Interessen og tilbagemeldingerne fra mange forskellige uddannelsesinstitutioner i hele landet har været ganske overvældende. Det gælder alt lige fra 3.g.-elever på stx med samfundsfag på A-niveau over 2. årselever på EUD til førsteårselever på FGU. Fra alment dannende højskoler med ressourcestærke elever til høj- fri- og efterskoler med elever med særlige udfordringer. Men selv om forskellene er store, er det en vigtig ambition for os, at ingen unge på tværs af uddannelsesniveau føler sig ekskluderet. At kunne gøre brug af sin stemme er jo en menneskeret for alle unge, understreger han.
Hos Spar Nord Fonden har man ligeledes lagt vægt på, at projektet ikke kun skaber en mærkbar forskel for de unge, men også bidrager bredt til vores samfund på et område, der i disse år er mere aktuelt end nogensinde.
Demokrati, journalistik og medier fylder uundgåeligt meget i den offentlige debat. Derfor finder vi det vigtigt at bakke op om initiativer, hvor den yngre generation i fællesskab udvikler og oplever konkrete tiltag, der både styrker deres engagement i demokratiet og deres evner til aktivt at deltage i samfundsdebatten. Constructive Institute er et godt eksempel på netop dette




Foto: Martin Dam Kristensen og Kasper Palsnov