Fossiljagtklubben i Gram Lergrav bringer børn og unge ud i naturen og ind i naturvidenskaben

Massiv opbakning fra fonde til nyt fritidstilbud som søsættes af det naturhistoriske museum Gram Lergrav i Sønderjylland – Fossiljagtklubben i Gram Lergrav bringer børn og unge ud i naturen og ind i naturvidenskaben – Palæontologi skal give fællesskab og afsløres som en spændende hobby.

Udgivet 7. maj 2024| Museum Sønderjylland |
Kultur

Fra august 2024 kan børn og unge i alderen 9-16 år gå til palæontologi - ligesom man kan gå til spejder eller sport.

 

Palæontologi er betegnelsen for videnskab om livet i forhistoriske geologiske perioder på grundlag af bevarede forsteninger af dyr og planter (fossiler). Dette vil det naturhistoriske museum Gram Lergrav gøre til en hobby for børn og unge.

 

Som deltager i Fossiljagtklubben får man oplæring i fossiljagt af museumsformidler og inkarneret fossiljæger Asbjørn Holm, der leder flokken på opdagelse i museets lergrav - et hul ned i den gamle havbund - for af finde Gramhavets fossiler (dyr der levede i Gramhavet for 10 mio. år siden).

 

Museumsformidler Asbjørn Holm glæder sig til at byde velkommen i Fossiljagtklubben og over den store opbakning fra fondene:

Museet har modtaget fondsstøtte til at tilbyde de 9-16-årige gratis deltagelse i Fossiljagtklubben de første to år i et helt nyistandsat laboratorium med udendørs arbejdsstation og ny digital formidling, hvor man kan udforske livet i Gramhavet og få viden om, hvorfor vi finder hvalfossiler i en skov midt i Sønderjylland.

Asbjørn Holm, museumsformidler

Initiativet, der sender børn og unge ud i naturen og ind i naturvidenskaben har fået massiv opbakning på samlet 1 mio. kr. fra en række fonde.

 

- Fossiljagtklubben udgør et interessant kulturmiljø, hvor børn og unge kan finde fællesskab omkring deres interesse for naturvidenskab. Det er også et sted, hvor børn med særlige behov kan opnå succesoplevelser, som de måske ikke får i deres daglige formelle læringsmiljø eller i fritidsklubber. På den måde er projektet også et alternativ til de børn og unge, som ikke er aktive i den lokale sportsforening – og den type projekter bidrager vi i Spar Nord Fonden gerne til, siger fondsdirektør Bo Uggerhøj i anledning af, at Spar Nord Fonden støtter Fossiljagtklubben med 308.500 kr. til istandsættelse af laboratorium og digital formidling.

 

Norlys Vækstpulje støtter Fossiljagtklubben med 133.223 kr. til ny digital formidling om Gramhavet. Norlys Vækstpulje giver hvert år 50 millioner kroner til innovative tiltag og aktiviteter, der bidrager til fællesskab og en grøn og digital samfundsudvikling. Niels Vendelboe, der er vækstpuljeansvarlig i Norlys udtaler: 

 

- Som andelsselskab ligger det i vores DNA at tage ansvar for mere end os selv. Det gør vi blandt andet gennem Norlys Vækstpuljes uddelinger.

 

Også Region Syddanmarks Kulturpulje og Lizzi og Mogens Staal Fonden bakker økonomisk op omkring projektet, som har et mål om at nå ud til børn og unge, som befinder sig som borgere eller gæster i Region Syddanmark. Museet har planlagt fossiljagtklubdage i ferierne, så man kan være med, selvom man ikke bor i lergravens nærområde og måske bare har mulighed for at deltage en enkelt gang. For børn og unge i lokalområdet er der yderligere mulighed for at mødes til klubdage på udvalgte eftermiddage, hvor de kan komme igen gang efter gang, hvis de får ”blod på hajtanden” og nyder fællesskabet omkring fossiljagt.

 

Museet har fokus på, at Fossiljagtklubbens rammer og aktiviteter i laboratoriet og naturen indrettes til et fællesskab, hvor alle kan være med. Der er ingen krav om særlig viden eller evner hos deltagerne - man skal bare være nysgerrig og have lyst til at være aktiv i naturen. 

Vi bestræber os på med dette tilbud at skabe rammer for et fællesskab og aktiviteter, hvor man kan være med på mange niveauer og også føler sig mødt, hvis man har særlige behov.

Birgitte Hjort, projektleder

Hun fortsætter:

 

- Er man fx typen, der er forsigtig med at kaste sig ud i noget ukendt, kan man forberede sig på fossiljagten gennem en tegneserie, vi har skabt i samarbejde med en ung illustrator og tegneserieforfatter, Amanda Brinkbøl, der er elev på tredje år på uddannelsen Graphic Storytelling ved The Animation Workshop i Viborg. 

 

*Tegneserien er at finde på Gram Lergravs hjemmeside.

Fakta

  • Fossilerne i Gram Lergrav vidner om et rigt og varieret økosystem i Gramhavet, som dækkede store dele af det nuværende Jylland for 10 millioner år siden.
  • Gram Lergrav er internationalt kendt som et af de 40 danske geosites, og der er bl.a. fundet fossile hvaler, der er beskrevet for første gang og derfor navngivet efter Gram.
  • Fossiljagtklubben i Gram Lergrav er støttet af Region Syddanmarks Kulturpulje, Spar Nord Fonden, Norlys Vækstpulje og Lizzi og Mogens Staal Fonden.
  • Tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet på museets hjemmeside.

Seneste nyheder: Kultur



Seneste nyheder