Musikberiget Releasekoncert Hero Web
Spar Nord Fonden støtter MusikBeRiget og sange for livet
Nyhed 28. september 2021
Efter utallige opfordringer fra patienter og pårørende udsender MusikBeRiget nu et album med 25 nøje udvalgte numre fra deres varierende repertoire, som gennem årene har bidraget til at øge livskvaliteten og trivslen hos de indlagte børn og deres pårørende på landets hospitaler.
MusikBeRiget

Det kræver både mod og et kæmpestort hjerte at stille sig op og spille musik for alvorligt syge børn. Ikke desto mindre har violinist og ildsjæl Lisbeth Sagen gjort netop det til sin hjertesag gennem de sidste 12 år.

Sammen med et hold klassiske musikere og en række velkendte solister, banker MusikBeRiget flere gange om ugen forsigtigt på døren til hospitalsstuerne og beriger syge børn og deres familier med helt særlige musikalske oplevelser. Midt i den alvorlige hverdag på de kliniske afdelinger skaber MusikBeRiget et tiltrængt frirum fyldt med nærvær og kærlighed – og musik.

Sange for livet

MusikBeRigets selvbetitlede album indeholder både danske og engelske klassikere, samt en række populære børnesange. Alle numrene er knyttet til nogle af de helt unikke og forunderlige musikalske øjeblikke under indlæggelserne, både dem der står på gennem flere år og også ved hjemmebesøg.

 

”Musik er både mindeskabende - og kan bringe minder frem,” siger Lisbeth Sagen, der med MusikBeRigets første albumudgivelse ønsker at give både patienter og pårørende varige minder om de særlige musikalske stunder som de har delt. Minder der kan bestå for de forældre, der har måtte forlade hospitalet uden deres barn.

 

- I tiden på Riget har Lisbeths musik givet os lyse øjeblikke, håb og små øjeblikke, hvor sygdom forsvinder og vigtigst af alt for os nu – gode minder til vores mindeboks, som er det eneste vi har tilbage af vores elskede dreng. For musikken og MusikBeRiget har en magisk og helende effekt på familier som vores, der er i dyb krise og sorg, fortæller en mor, der mistede sit barn til alvorlig sygdom, men som under den svære tid med indlæggelsen flere gange fik besøg af MusikBeRiget.

Musik kan meget mere end vi tror

Det kræver sin kvinde at bryde gennem den mur af tabu, der er knyttet livstruende sygdomme og til døden. Mange bliver berøringsangste, når døden kommer for tæt på. Men sådan er det ikke for Lisbeth Sagen, der med MusikBeRiget og sin 200 år gamle violin har viet sit liv til at gøre en forskel. Hun finder altid overskud, mod og nærvær nok til at træde ind på en hospitalsstue til de familier, der befinder sig i deres livs sværeste periode. Eller rummer at tage til en begravelse og spille lige præcis dén melodi, som betød alt for netop dén familie og dét barn.

Lisbeth Sagen bliver berørt hver eneste gang, hun er med til at give de alvorligt syge børn et musikalsk og mentalt frirum og dermed en pause fra deres aktuelle situation.

 

- Musikken er et kraftfuldt og stærkt virkemiddel. Man kan have svært ved at se, hvad det skal gøre af forskel, men jeg har med tiden lært, at vi ikke kan ændre slutresultatet. Tiden kan vi skrue på, vi kan tilsætte den musik, og sirlige stunder og dermed være med til at skabe fine minder og et rum af samhørighed, hvor man kan sætte det hele på pause. Musik er et universelt sprog som rammer noget, det talte ikke altid formår, siger Lisbeth Sagen.

 

Flere af de læger og smertesygeplejersker, der har været vidne til MusikBeRigets arbejde, fortæller også om, hvordan musikken har en helt særlig kraft. En sygeplejerske beretter om, hvordan musikken skaber en helt speciel stemning, når tonerne flyder på afdelingerne og hvordan musikken ikke blot berører patienter og pårørende, men også personalet.

 

Overlæge Kaare Lundstrøm udtaler: - Vi kan se, at børnene bliver roligere, når MusikBeRiget spiller. Deres hjerteaktion falder faktisk ganske ofte, så vi kan måle det. Der er også børn, der har behov for mindre smertestillende medicin, når de hører musikken.

 

Lisbeth Sagen og MusikBeRiget håber på, at albummet kan give patienter og pårørende håb og mod til at bearbejde de oplevelser og minder, de sidder tilbage med, mens MusikBeRiget selv fortsætter deres musikalske stuegang på de danske hospitaler.

 

Medvirkende

Vokal: Kaya Brüel, Szhirley, Martin Brygmann og Ole Kibsgaard

Guitar: Ole Kibsgaard

Violin: Lisbeth Sagen, Michala Mansa

Cello: Karin Dalsgaard

Bratsch: Mette Brandt

Bas: Kaspar Vadsholt

Trommer: Peter Kibsgaard

Produceret af Lisbeth Sagen og Ole Kibsgaard


Seneste nyheder