Understrømmen



To Grundlovsjubilæer – det skal fejres!

Som optakt til en flerårig arrangementsrække mhp. opbygningen af nye kulturelle netværk på tværs af Femern Bælt såvel som i anledningen af hhv. 75- og 175-års jubilæet for den tyske og den danske Grundlov mødtes unge klassiske musikere fra begge sider af den dansk-tyske grænse for at holde fælles prøver og at tage på turné sammen.

 

Ensemble Storstrøm og dets ungdomsorkester ”UnderStrømmen” tog således forskud på den nye kulturregion, der vil opstå, når Femern-forbindelsen er klar i 2029: Sammen med strygeorkestret fra gymnasiet Ernestinenschule i Lübeck præsenterede Kulturregion Storstrøms klassiske fyrtårn et fælles koncertprogram med værker af både danske og tyske komponister, som for nogles vedkommende endda havde en særlig relation til området langs ”Fugleflugtslinjen”. Carl Nielsen fx havde en komponisthytte på Fuglsang Herregård, og Carl-Maria von Weberblev født i Eutin. Desuden blev der spillet de to landes nok allermest kendte bryllupsmusikker: "Brudevalsen" og "Bryllupsmarchen" af hhv. Niels W. Gade og Felix Mendelssohn, som beundrede hinandens musik og tilbragte nogle år sammen i Leipzig, hvor Gade faktisk efterfulgte Mendelssohn som kapelmester for det berømte Gewandhaus.

 

De i alt ca. 80 unge instrumentalister blev suppleret af musikerne i Ensemble Storstrøm samt lærere fra de seks musikskoler i hele Region Storstrøm. I begyndelsen af juni gentages projektet på den tyske side af Femernbælt, hvor der vil være koncerter i Oldenburg, Lübeck og Eutin, som er Guldborgsund Kommunes venskabsby.

 

Siden 2021 har ”UnderStrømmen” samlet områdets unge instrumentalister fra ca. 12 år og opefter til jævnlige workshops i KUMUS, Ensemble Storstrøms base på Lolland. Ernestinenschule zu Lübeck er ”Europaschule” og har dermed forpligtet sig til den europæiske idé, hvilket gør den til en oplagt samarbejdspartner.

 

Koncerterne dirigeredes af Anne Lind og Gertrud Schiemenz-Gottlob og blev præsenteret af unge musikere fra begge orkestre.

Fakta

Projektnavn
Mens vi venter på tunnellen - fejrer vi Grundlovene!
Projektejer
Understrømmen
Støttet med
36.000 kr.
Projektperiode
2024
+1